Noget Med Ord

Month: februar, 2015

Tænk, hvis vi ikke havde hinanden – en kliché

Han åbnede langsomt øjnene. Han måtte have døset.

Tænk, hvis vi ikke havde hinanden”, sagde hun, mens hun holdt et fast greb om hans håndled. Huden var knap så fast som dengang, nu hang den nærmere lidt løst og rynket på armen, men hun kunne stadig kende ham på skønhedspletten og det lille ar fra dengang, han skulle spille smart med en drink i hånden. Det var dengang, de var ved at lære hinanden at kende.

Nok var hun selv blevet så hvid i håret, så man skulle tro, hun var reklamesøjle for en vatvirksomhed, men hun var stadig farverig indeni, og det vidste han godt. Det havde han altid vidst. Og når hun var sammen med ham, kunne hun godt male med hele farvepaletten, selv på grå og sorte dage. Om ikke andet prøvede hun altid. Det elskede han hende for. “Hvis vi ikke havde haft hinanden, havde du bare haft en anden”, sagde han skælmsk og tappert.

Hun kiggede på dråberne, der langsomt fandt vej ind i hans blodåre. Den selvsamme blodåre, som hun havde taget en blodprøve fra, da de mødtes første gang. Hun flirtede ellers aldrig med patienterne, men han var undtagelsen. Han var hendes undtagelse. “Det ved jeg ikke, om jeg havde”, sagde hun – “Jeg tror faktisk altid, jeg havde ventet på lige præcis dig.” Hun vidste, at det var rigtigt, mens hun sagde det. Der havde aldrig været andre end ham. Der ville heller ikke blive det, dét vidste hun. Også selv om dråberne skulle ske ikke at virke. Hun brød sig ikke om at tænke tanken til ende.

Han kiggede på dråberne, der indtog og nedbrød hele hans krop og al sygdommen. Han følte sig overhovedet ikke som sig selv mere. Det var noget af det mest skræmmende, han nogensinde havde oplevet. Samtidig også det mest klichéfyldte, han nogensinde havde prøvet. Han var én stor bog af ord, andre havde sagt før ham, i disse dage. Forskellen var bare, at han først nu virkelig forstod dem. Og når han kiggede hende ind i øjnene bag alle smilerynkerne, så genkendte han sig selv igen. “Du får mig til at glemme mig selv så meget, at jeg kan mærke mig selv”, sagde han hengivent og træt til hende.

Så blundede han igen.

En kop Earl Grey som tidsportal til barndommen

Det er svært at forklare den runde, bløde og let krydrede smag, sådan som jeg oplever den, når teen glider forbi mine smagsløg. Virkningen af smagen og duften er dog let at beskrive – jeg bliver hensat til barndommen på et splitsekund. Så husker jeg det igen: søndage ved middagstid på Dalstrupvej. Rådhusklokkerne ringede i radioen efter Hotel Evergreen på P3, som havde kørt i radioen hele formiddagen og fået den til at føles lidt langstrakt for et barnesind. Den lilla tehætte lagde sig beskyttende over den mørkebrune tepotte, som vi børn både skulle passe på og lade stå, mens teen trak. Altid Earl Grey, ja altid akkompagnerede netop denne tesort vores weekendfrokoster i det store hus på landet. Jeg ville gerne have meget honning i dengang. Den sorte, let bitre te trak altid min hals lidt sammen og gjorde den ru, hvis jeg ikke havde honning i. I dag kan jeg godt klare lidt mere. Lad den bare trække lidt, teen.

Der skulle margarine på rugbrødet og smør på franskbrødet. Hvis jeg skulle have en amagermad, var det altid, altid, altid margarinen, der vandt. Det er min far, der har lært mig amagermadderne. Jeg kan i øvrigt ikke huske, hvornår jeg sidst har fået sådan en.

Og så sad vi der, min familie og jeg, og kiggede på hinanden over al pålægget og karsen, mens teens duft sneg sig ind i vores næsebor. Hvis jeg var meget heldig, var der trestjernet salami. Og hvis sol og måne stod helt rigtigt, var der også remoulade og ristede løg. Så kunne vi godt blive lidt vilde, mine søskende og jeg. Måske kunne et grineflip snige sig ind på os af bar begejstring. Det gik måske an i nogle minutter, men så var det også nok, syntes vores forældre. Mad er noget, man skal koncentrere sig om at spise. Så vi spiste og talte sammen, jeg kan ikke huske om hvad. Måske noget med planerne for eftermiddagen. Måske noget med, at jeg plagede om at få lov til at lege med veninder om eftermiddagen. Måske.

Jeg husker de frokoster som noget helt særligt. En samling af familien skal man værne om, det lærte jeg af de frokoster. Heldigvis skal der ikke mere til end en kop Earl Grey til at sende mig lige lukt tilbage til barndommen ude på landet.

Om modsætningers indbyrdes afhængighed

For at kunne se alt det smukke, skal man kende det grimme

For at kunne blive glad igen, skal man have været ked af det

For at kunne blive selskabelig, skal man have mærket ensomheden

For at kunne føle sig fri, skal man have været bundet til noget

For at kunne glemme sig selv, skal man huske andre

For at kunne åbne op for et andet menneske, skal man lukke ind

For at kunne forstå, hvor jeg ender og du begynder, har jeg brug for

dig

Dig

DIG!

Hun slukkede for den tynde dame og tændte for selvmedlidenheden

Now lift your leg towards the ceiling and keep that foot flexed”, sagde den alt for overskudsagtige dame i træningsvideoen på youtube.

Hold nu bare din forbandede kæft”, sagde hun højlydt spruttende, mens hun edderspændt rasende forsøgte at gøre noget, der så bare halvt så elegant ud som damens bevægelser i videoen. Musklerne brændte og tårerne pressede sig på. “Det kan simpelthen ikke passe, du ikke kan finde ud af det,” dundrede hun til sig selv indvendigt, “når damen kan både smile og tale samtidig, så kan du sgu da i det mindste bare gøre, som hun siger. Godt nok heldigt, du bor alene i lejligheden. Det her kan umuligt se for kønt ud”. Sjovt nok blev det hårdere og mere umuligt, jo mere hun skældte sig selv ud. Og jo hårdere det blev, desto mere skældte hun ud.

Resultatet blev, at hun til sidst fik overbevist sig selv om, at hun nok alligevel aldrig kom i form til noget som helst igen; løbet måtte være kørt for længe siden. Åbenbart. Stakkels hende. Hun slukkede for den tynde dame og tændte for selvmedlidenheden – og for Netflix.

Og så kunne hun jo lige så godt tage et stykke chokolade mere. Ikke?