Hellere bede om lov end om forladelse

by sissemoelgaardpoulsen

“Hellere bede om lov end om forladelse, det sagde min egen far altid, og sådan har jeg altid selv gjort – “, sagde faderen med drævende stemme, ” – men det kan du jo ikke finde ud af, vel? Ikke engang dét, jordens mest simple leveregel, forstår du dig på, min kære søn. Jeg giver snart op, jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med dig. I dag var det en småkage fra kagedåsen, i morgen er det måske bandekriminalitet. 

Han kunne huske uldtrøjen, han ofte bar som dreng. Det var som om, dens insisterende kradsen altid blev tiltagende værre i takt med, at faderens ord gjorde. Ikke just et fænomen, han kun havde betragtet én gang før. Hans far havde aldrig lagt hånd på ham. Det behøvede han i virkeligheden heller ikke, for ordene var langt værre end fysisk afstraffelse og de kredsede altid om den varme grød -ham- og tilplastrede ham med så mange negative adjektiver, at de til sidst blev en fysisk del af ham.

Den klassisk selvopfyldende profeti; faderen brød sig ikke om en eneste ting ved ham, intet var godt nok, han forventede kun dårligt af ham, og derfor faldt sønnike langsomt og sikkert fra hinanden og forventede til sidst kun det samme af sig selv. Han var blevet til et brudstykke; en fraktion af en helhed. “Hellere bede om lov end om forladelse” – faderens ord gav ofte genklang i hans hoved, men det var efterhånden så forvrænget derinde, at han fik mere og mere lyst til at skide hul i det altsammen. Hele sit liv havde han spurgt om lov, og hvor havde det egentlig bragt ham hen?  

Så han stoppede med at bede om lov og bad fortsat ikke om forladelse.

Altså.

Før det var for sent, i hvert fald.

Og så kunne han på en måde godt se, at det jo var rigtigt nok, dét faderen havde messet for ham dengang.

Det sad han og tænkte over, mens han kiggede ud på pigtråden, der omkransede vinduet i cellen.