Scener fra en kærestesorg – 12. august 2012

by sissemoelgaardpoulsen

Du skal ud af mit hjerte.

Ud, ud, ud!

Men jo mere jeg siger det, jo mere bider du dig fast i det. Jo mere jeg bevidst ønsker at give slip, des mindre giver jeg i virkeligheden slip.

Måske skal man bruge omvendt psykologi:

Du skal ind i mit hjerte.

Ind, ind, ind!

Jo mere jeg siger det, jo mere giver du slip på mit hjerte. Jo mere jeg VIL have dig ind i mit hjerte, jo mere forsvinder du.

For du kan jo ikke så godt være i det mere. Virkelighedens tunghed følger med dig derind. Det er en pakkeløsning. Og virkeligheden, den fylder alligevel lidt for meget til at blive båret i mit hjerte. Mit hjerte kan simpelthen ikke bære den; det gør for ondt.

Derfor skal mit hjerte bære de dele af dig, som er gode. Skønne. Smukke. Mindeværdige. Dele, som det ikke vil give slip på. Og du kan jo heller ikke helt forsvinde. Det er nok alligevel umuligt. Du er jo en del af mig og min livshistorie. Det er vel sådan set ikke meningen, at du skal forsvinde! Det ville være alt for mærkeligt. Kunstigt endda!

Du skal bare finde din plads. Den plads, hvor der er lunt og godt,  men så megatrangt, at du ikke kan sparke så meget og gøre mig ondt mere. Eller rettere: JEG skal finde din nye plads i mit hjerte. Forlade det behøver du ikke. Ikke endnu.

Det kan bare ikke længere blive ved med at gå, at du fylder hele hjertekulen ud uden at betale husleje. Det kan ikke længere gå, at min hjertekule forsøger at strække sig tyndslidt og møblere om, for at du stadig kan være der. For virkeligheden følger jo med.

Men jeg vil altid gemme et lille rum til dig, hvis du skulle få brug for husly en dag. Dit navn står på døren. Og der kommer aldrig andre derind. Dér har du en plads – for altid – en plads i mit hjerte.

Og det gør ikke noget.

Bare bliv.

 

(Ovenstående tekst er forfattet august 2012)

foto 2