Det skulle jo gå galt før eller siden

by sissemoelgaardpoulsen

Han hadede, at han altid vidste, hvor han havde hende. For hun sagde det til ham hele tiden.

Jeg er lige her!” sagde hun “Vil du ikke være med?”

Han savnede at være i tvivl om hende. Han kunne huske de gange, han havde været i tvivl. Det havde været svært, men også vildt dejligt. For det var der, han kunne mærke allermest, hvor meget hun betød for ham. Så blev han helt duperet af, hvor sej og selvstændig hun egentlig var. Og hvor prisgivet han selv var. Han kunne godt lide at være bange for at miste hende. Som et resultat deraf søgte han mere og mere væk. Ellers ville det jo aldrig gå. Så ville hun kvæle ham. Han havde jo brug for at føle sig ubundet og prisgivet hende på samme tid. Hvad han glemte at tænke på var bare, at jo mere han søgte væk, jo mere kvalte det dem.

Det skulle jo gå galt før eller siden.

Hun hadede, at hun aldrig vidste, hvor hun havde ham. For han sagde det kun til hende, når hun spurgte ham.

Jeg er lige her!” sagde han “men jeg har altså brug for min frihed, så jeg skal også lige være dér og dér hele tiden.” 

Hun vidste godt, det ikke ville gå i længden. Det begyndte at gøre for ondt at slå knuder på sig selv for at holde sammen på det tyndslidte reb, der efterhånden var blevet deres forhold. Hun ville bare ikke gå med til, at det knækkede, det reb. Det skulle i hvert fald ikke være hendes skyld. Som et resultat deraf, gjorde hun sig konstant tilgængelig. Hun skulle i hvert fald ikke stå i vejen for udfoldelsen af den store kærlighed, de havde til hinanden. Hun sørgede for at fortælle ham, hvor meget hun elskede ham. Hun holdt sig hjemme, så de altid havde mulighed for at ses. Hun forkælede ham, når hun kunne.

Han skulle i hvert fald ikke tvivle på hende. Så ville det da først gå i stykker!

Det gik så langsomt, at hun ikke nåede at opfatte det, før skaden var sket. Hvad hun helt havde glemt at tænke på var, at hun selv var gået i stykker i processen. Hun havde slået så mange knuder på sig selv, at hun havde glemt, hvor hun selv var henne. Og når man har slået knuder nok på et reb, er der til sidst ikke mere reb at tage af.

Det skulle jo gå galt før eller siden.