Det går jo fint, så længe jeg holder munden lukket

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg spørger, om det går godt. Hun åbner munden og siger noget uinteressant, hun glider af på mit spørgsmål, kan jeg mærke. Så jeg spørger om noget mere og hun åbner munden igen. Hun siger noget tilnærmelsesvis interessant. Og så ved jeg ikke, hvad der skete, men pludselig stod sætningerne i kø for at komme ud af hende, de blandede sig ind i hinanden på kryds og tværs, og hun så næsten helt rådvild ud i blikket, men hun lukkede ikke munden. Jeg tror ikke, hun kunne. Det virkede til at være en kraft større end hende selv. Kraften i alle de ord var nok til at slå selv den største omkuld. De var mange, og de tog følelser med sig, og den slags kunne man ikke kæmpe imod. Stålsat og irriteret tørrede hun nogle enkelte tårer væk fra kinden, mens tungen fortsatte med at forme ord op mod hendes gane og ind i mit øre

Da lavinen var slut, var hun helt forpustet. Hun kiggede brødebetynget op på mig.

“Jeg hader altså at være sådan, altså at være hende med alle ordene,” sagde hun undskyldende “for det går jo fint, så længe jeg holder munden lukket!”

Og så trillede en ny tåre lige så stille ned ad hendes kind igen.