Noget Med Ord

Month: januar, 2015

Hellere bede om lov end om forladelse

“Hellere bede om lov end om forladelse, det sagde min egen far altid, og sådan har jeg altid selv gjort – “, sagde faderen med drævende stemme, ” – men det kan du jo ikke finde ud af, vel? Ikke engang dét, jordens mest simple leveregel, forstår du dig på, min kære søn. Jeg giver snart op, jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med dig. I dag var det en småkage fra kagedåsen, i morgen er det måske bandekriminalitet. 

Han kunne huske uldtrøjen, han ofte bar som dreng. Det var som om, dens insisterende kradsen altid blev tiltagende værre i takt med, at faderens ord gjorde. Ikke just et fænomen, han kun havde betragtet én gang før. Hans far havde aldrig lagt hånd på ham. Det behøvede han i virkeligheden heller ikke, for ordene var langt værre end fysisk afstraffelse og de kredsede altid om den varme grød -ham- og tilplastrede ham med så mange negative adjektiver, at de til sidst blev en fysisk del af ham.

Den klassisk selvopfyldende profeti; faderen brød sig ikke om en eneste ting ved ham, intet var godt nok, han forventede kun dårligt af ham, og derfor faldt sønnike langsomt og sikkert fra hinanden og forventede til sidst kun det samme af sig selv. Han var blevet til et brudstykke; en fraktion af en helhed. “Hellere bede om lov end om forladelse” – faderens ord gav ofte genklang i hans hoved, men det var efterhånden så forvrænget derinde, at han fik mere og mere lyst til at skide hul i det altsammen. Hele sit liv havde han spurgt om lov, og hvor havde det egentlig bragt ham hen?  

Så han stoppede med at bede om lov og bad fortsat ikke om forladelse.

Altså.

Før det var for sent, i hvert fald.

Og så kunne han på en måde godt se, at det jo var rigtigt nok, dét faderen havde messet for ham dengang.

Det sad han og tænkte over, mens han kiggede ud på pigtråden, der omkransede vinduet i cellen.

Scener fra en kærestesorg – 12. august 2012

Du skal ud af mit hjerte.

Ud, ud, ud!

Men jo mere jeg siger det, jo mere bider du dig fast i det. Jo mere jeg bevidst ønsker at give slip, des mindre giver jeg i virkeligheden slip.

Måske skal man bruge omvendt psykologi:

Du skal ind i mit hjerte.

Ind, ind, ind!

Jo mere jeg siger det, jo mere giver du slip på mit hjerte. Jo mere jeg VIL have dig ind i mit hjerte, jo mere forsvinder du.

For du kan jo ikke så godt være i det mere. Virkelighedens tunghed følger med dig derind. Det er en pakkeløsning. Og virkeligheden, den fylder alligevel lidt for meget til at blive båret i mit hjerte. Mit hjerte kan simpelthen ikke bære den; det gør for ondt.

Derfor skal mit hjerte bære de dele af dig, som er gode. Skønne. Smukke. Mindeværdige. Dele, som det ikke vil give slip på. Og du kan jo heller ikke helt forsvinde. Det er nok alligevel umuligt. Du er jo en del af mig og min livshistorie. Det er vel sådan set ikke meningen, at du skal forsvinde! Det ville være alt for mærkeligt. Kunstigt endda!

Du skal bare finde din plads. Den plads, hvor der er lunt og godt,  men så megatrangt, at du ikke kan sparke så meget og gøre mig ondt mere. Eller rettere: JEG skal finde din nye plads i mit hjerte. Forlade det behøver du ikke. Ikke endnu.

Det kan bare ikke længere blive ved med at gå, at du fylder hele hjertekulen ud uden at betale husleje. Det kan ikke længere gå, at min hjertekule forsøger at strække sig tyndslidt og møblere om, for at du stadig kan være der. For virkeligheden følger jo med.

Men jeg vil altid gemme et lille rum til dig, hvis du skulle få brug for husly en dag. Dit navn står på døren. Og der kommer aldrig andre derind. Dér har du en plads – for altid – en plads i mit hjerte.

Og det gør ikke noget.

Bare bliv.

 

(Ovenstående tekst er forfattet august 2012)

foto 2

Det skulle jo gå galt før eller siden

Han hadede, at han altid vidste, hvor han havde hende. For hun sagde det til ham hele tiden.

Jeg er lige her!” sagde hun “Vil du ikke være med?”

Han savnede at være i tvivl om hende. Han kunne huske de gange, han havde været i tvivl. Det havde været svært, men også vildt dejligt. For det var der, han kunne mærke allermest, hvor meget hun betød for ham. Så blev han helt duperet af, hvor sej og selvstændig hun egentlig var. Og hvor prisgivet han selv var. Han kunne godt lide at være bange for at miste hende. Som et resultat deraf søgte han mere og mere væk. Ellers ville det jo aldrig gå. Så ville hun kvæle ham. Han havde jo brug for at føle sig ubundet og prisgivet hende på samme tid. Hvad han glemte at tænke på var bare, at jo mere han søgte væk, jo mere kvalte det dem.

Det skulle jo gå galt før eller siden.

Hun hadede, at hun aldrig vidste, hvor hun havde ham. For han sagde det kun til hende, når hun spurgte ham.

Jeg er lige her!” sagde han “men jeg har altså brug for min frihed, så jeg skal også lige være dér og dér hele tiden.” 

Hun vidste godt, det ikke ville gå i længden. Det begyndte at gøre for ondt at slå knuder på sig selv for at holde sammen på det tyndslidte reb, der efterhånden var blevet deres forhold. Hun ville bare ikke gå med til, at det knækkede, det reb. Det skulle i hvert fald ikke være hendes skyld. Som et resultat deraf, gjorde hun sig konstant tilgængelig. Hun skulle i hvert fald ikke stå i vejen for udfoldelsen af den store kærlighed, de havde til hinanden. Hun sørgede for at fortælle ham, hvor meget hun elskede ham. Hun holdt sig hjemme, så de altid havde mulighed for at ses. Hun forkælede ham, når hun kunne.

Han skulle i hvert fald ikke tvivle på hende. Så ville det da først gå i stykker!

Det gik så langsomt, at hun ikke nåede at opfatte det, før skaden var sket. Hvad hun helt havde glemt at tænke på var, at hun selv var gået i stykker i processen. Hun havde slået så mange knuder på sig selv, at hun havde glemt, hvor hun selv var henne. Og når man har slået knuder nok på et reb, er der til sidst ikke mere reb at tage af.

Det skulle jo gå galt før eller siden.

 

Det går jo fint, så længe jeg holder munden lukket

Jeg spørger, om det går godt. Hun åbner munden og siger noget uinteressant, hun glider af på mit spørgsmål, kan jeg mærke. Så jeg spørger om noget mere og hun åbner munden igen. Hun siger noget tilnærmelsesvis interessant. Og så ved jeg ikke, hvad der skete, men pludselig stod sætningerne i kø for at komme ud af hende, de blandede sig ind i hinanden på kryds og tværs, og hun så næsten helt rådvild ud i blikket, men hun lukkede ikke munden. Jeg tror ikke, hun kunne. Det virkede til at være en kraft større end hende selv. Kraften i alle de ord var nok til at slå selv den største omkuld. De var mange, og de tog følelser med sig, og den slags kunne man ikke kæmpe imod. Stålsat og irriteret tørrede hun nogle enkelte tårer væk fra kinden, mens tungen fortsatte med at forme ord op mod hendes gane og ind i mit øre

Da lavinen var slut, var hun helt forpustet. Hun kiggede brødebetynget op på mig.

“Jeg hader altså at være sådan, altså at være hende med alle ordene,” sagde hun undskyldende “for det går jo fint, så længe jeg holder munden lukket!”

Og så trillede en ny tåre lige så stille ned ad hendes kind igen.