Om min bedstefar.

by sissemoelgaardpoulsen

Han kørte altid bilen.

Det er noget af det, jeg husker tydeligst.

Altid var det ham, der sad tålmodigt bag rattet i den rødbrune Opel Kadett, som duftede så dejlig trygt af ældre bil; varmt, blødt og en lille smule af tobak. Vi kørte på ture med ham og min kære bedstemor på forsædet, når jeg var på ferie hos dem. Det var ikke sjældent, der faldt en is af.

Han har aldrig haft travlt, min bedstefar. Man skal huske morgenkaffen, morgensmøgen og morgenkrydsogtværsen. Da jeg som barn vågnede tidlig morgen, sad han som regel allerede derinde i sofaen i sin pyjamas med tobakos om ørerne, kaffe på kanden og en kuglepen i hånden. Bornholmeruret tikkede, og jeg kunne høre lyden af koncentration og cigaretfilteret, der slap læberne efter et godt sug af cigaretten. Det var et af mine yndlingstidspunkter på dagen, når jeg var på ferie hos min bedstefar og bedstemor. Morgenen var hellig, og jeg kunne sætte mig i den bløde lænestol og løse min børnekryds eller læse sladder i alle damebladene.

Det er min bedstefars skyld, at jeg blev god til krydsogtværs. Han har lært mig alle de gode ord. Og alle de snørklede, gamle ord, som jeg aldrig selv havde brugt, hvis ikke det havde været for ham. Jeg husker stadig alle de ord. Han var med til at danne mig på den måde. Det er jeg evigt taknemmelig for.

Da jeg var 15 år gammel, døde min bedstemor. Hans kompagnon gennem et helt liv. Jeg savnede hende – det gør jeg stadig den dag i dag! For hun var et fantastisk menneske. Han savner hende med garanti også. Men jeg var og er så stolt af min bedstefar! Han lærte at lave varme retter til sig selv. Han holdt sig i gang. Insisterede på at gå aftentur hver eneste dag. Bryggede saft om sommeren. Han talte altid med naboerne over hækken. Det synes jeg er meget prisværdigt. Han har altid haft nogen at tale med. Det er en meget stor kvalitet.

Jeg skriver om min bedstefar i datid, som om han er død. Det er han bestemt ikke! Det kan godt være, han er blevet tyndere på det sidste og at appetitten driller ham. Men han spiller stadig kort med alle damerne. Han går stadig i brugsen og handler. Han har overlevet en hjerneblødning, for søren! Det er meningen, at min bedstefar skal kunne klare lidt af hvert, det ser man straks.

Jeg glemmer aldrig dengang, min ældste bror og jeg fik lov til at køre med ham i tankbilen en hel dag. Vi havde madpakker med. Udsigten var så voldsom fra sådan et lastbilvindue. Jeg følte mig så høj, stor og voksen. Jeg husker, at vi fik lov at se mælketankene på gårdene. Jeg følte mig stor den dag. Jeg følte mig også beæret. Tænk engang, at jeg fik lov til at være med til at hente livsvigtig mælk ude fra gårdene! Jeg husker også, at jeg fik lov at smage varm mælk direkte fra koen. Det brød jeg mig sjovt nok ikke om. Min bedstefar grinede af mig. Hjerteligt, som kun han kan gøre det.

Han har mange børnebørn, min bedstefar. Og oldebørn. Og til trods for sine 86 år, husker han os godt. Han spørger altid ind til mit liv. Det er jeg ham evigt taknemmelig for. Hver gang, jeg får mulighed for at give ham et kram, husker jeg min barndom. Jeg husker alle frugtbuskene i køkkenhaven på Munkevej. Jeg husker cigarkassen med tuscher og blyanter i. Jeg husker divaneseren, som jeg sov så godt på. Jeg husker alle de gode samtaler. Jeg husker det altsammen.

Jeg er taknemmelig for at have en så nærværende og menneskeklog bedstefar som ham – min bedstefar.