Du er altid interessant. Sådan i begyndelsen.

by sissemoelgaardpoulsen

Så jeg tester dig, før du overhovedet er trådt ind ad min dør. Faktisk endda før, du nogensinde ser min dørtærskel. Men dørtærsklen er i mit hoved, det er den altid – og jeg tror dig sjældent over en dørtærskel. Det er sgu lige meget, hvem du er. Jeg vælger bare at lade være med at tro på dig. Det er lettere på den måde. Så kan jeg kun blive positivt overrasket, hvis det, du sagde, rent faktisk viste sig at være sandheden.

Ja, jeg ved det godt, altså dét, du har at sige til det,

men

….det er altså sådan, det fungerer nu.

Du er altid interessant. Sådan i begyndelsen. Interessant og vittig og flot og alt det, du skal være. Indtil du pludselig ikke er det. For så siger du det dér eller gør den dér ting. Inden jeg selv når at opdage det, er jeg krøbet ind i mit skjold, hvor jeg grubler over mange grunde til, at du ikke skal ind over min dørtærskel alligevel. Faktisk kan jeg pludselig slet ikke se andet end alle de grunde. Fra det ene øjeblik til det andet er jeg vendt på en tallerken. Processen er så skarp og hurtig, at jeg ikke selv når at opdage hvorfor. Jeg registrerer bare, at det er sket. Og så er det i virkeligheden sket med dét. Også selv om jeg ikke ved det endnu på dette tidspunkt i processen.

Når det er sket, begynder jeg at teste dig. Helt ubevidst. Skriver du, hvis jeg ikke skriver? Reagerer du, hvis jeg ikke tager initiativ? Vil du mig nok? Og vil jeg overhovedet selv noget? Så stopper det helt naturligt der. Du ved ikke, hvad du skal sige, så jeg slipper for at sige fra og derfra eksisterer et tomt kommunikationsrum mellem os. Det er fint. Du undrer dig sikkert over, hvad der skete. Det gør jeg også, men så længe jeg ignorerer det, er det jo ikke et problem.

Altså. Indtil næste gang.