Om at være voksen

by sissemoelgaardpoulsen

I morgen er en helt almindelig mandag, men for mig en meget ualmindelig en af slagsen. Mange vil sikkert trække på skuldrene og ikke lægge noget særligt i den slags, men jeg har nu engang et højtideligt anlagt gemyt, det kan jeg ikke undsige mig, så det vil jeg heller ikke engang forsøge: Jo ældre man bliver, jo længere væk synes det. Jo længere frem i livet man kommer, jo mere diffust bliver konceptet. Jeg taler om at være voksen.

Da jeg var barn, var min tanke, at man blev voksen, når man flyttede hjemmefra. Det at være voksen kunne på ingen måde gradbøjes. “Voksen”, det var sådan en dragt, man langsomt ville få på i løbet af årene op til den store fraflytningsdag. Når man blev fysisk adskilt fra sin far og mor, måtte man per definition være voksen. Tænkte jeg. Jeg flyttede hjemmefra som 19-årig. Ikke en skid voksen. Følte mig faktisk pludselig langt yngre end nogensinde før. I dag tænker jeg, at det må være en del af det. At blive og være voksen er ikke en tilstand, men en erfaringsbevidsthed. Nogle gange starter man forfra og skal påny gøre sig stor. Gøre sig hel og selvstændig. Blive voksen.

I morgen gør jeg det igen. Gør mig lille for at blive stor. Større. Voksen?

I morgen tager jeg ansvar for 4 års studieliv ved at tage del i samfundet og børns fremtid – ved at bestride mit første professionelle job. I morgen går jeg grøn og blåøjet ind i alt det uvisse. I morgen begynder jeg at blive opgaven voksen. Den slags kan man ikke forberede sig ud af. Men jeg vil gøre mit allerbedste.

I morgen må være dagen, hvor jeg bliver voksen.

Håber jeg.