Noget Med Ord

Month: december, 2014

Postårslisten – 2014 i tal

Nu tror jeg aldrig, man har kunnet klandre mig for at have et lavt forventningsniveau til noget som helst her i livet. Også selv om jeg lader som det modsatte. Dette er muligvis årsagen til mit melankolske væsen: Jeg kan simpelthen ikke skrue ned. Havde man således spurgt mig på kanten af 2013, hvad jeg forventede mig af det nye år, havde jeg sagt følgende:

2014 skal være året, hvor jeg bliver færdig med min uddannelse

2014 skal være året, hvor jeg tør forelske mig sådan rigtigt igen og indlede et forhold

2014 skal være året, hvor jeg skriver min første bog

2014 skal være året, hvor jeg bliver rendyrket glad, tilpas, super slank og veltrænet

2014 skal være året, hvor jeg bliver voksen og finder meningen med livet

Egentlig var det jo ganske rimelige krav. Meget enkle, i virkeligheden. Skåret helt ind til benet. Det var vel som minimum, hvad man kunne forvente sig af et år?

Levede 2014 så op til mine forventninger? På ingen måder! Jeg kan kun sætte flueben ud for ét af punkterne – nemlig det med uddannelsen.

Egentlig sidder jeg med en grundfølelse af, at der stort set ikke skete noget i 2014 for mit vedkommende. Ikke noget særligt, i hvert fald – jeg kunne jo ikke krydse min helt simple liste af. Men hvis jeg gør det op i tal, ser det anderledes ud:

I 2014 

…flyttede jeg 4 gange i løbet af 6 måneder og har i den forbindelse boet i 3 forskellige byer

…afsluttede jeg 1 uddannelse

…fik jeg 1 styk voksenjob efter afsendelse af samlet set 1 ansøgning.

…smagte jeg 6 cronuts på 3 dage. Cirka.

…tog jeg sammenlagt 100 kg på af flere omgange. Tabte heldigvis også de fleste igen. Sgu da ikke på en gang, vel.

…tog jeg 1 meget svær beslutning og endte i Randers. (!)

…var jeg på ca. 10 dates færre end i 2013. Til gengæld var de fleste af dem bedre end i 2013.

…købte jeg sushi flere gange end 25.

…grinede jeg et utal af gange. Heldigvis!

…prøvede jeg ca. 7 forskellige diæter. De fleste af dem holdt ikke længe.

…var jeg ved læge i omegnen af 50 gange. Til gengæld kun på sygehuset 4.

…forelskede jeg mig ca. 20 gange over køledisken i Føtex i Guldsmedgade. Den kan altså noget, den Føtter der.

…tog jeg på ferie alene. Igen. Det er så nytårsforsættet, at det ikke skal ske i 2015.

…har jeg haft et utal af skønne oplevelser med mine meget dejlige veninder. Mere af det!

…kiggede jeg mig selv i spejlet mange gange med meget forskelligartet ladede tilgange til det.

…lagde jeg 1000 billeder på instagram. Cirka.

…Tog jeg omkring 2000 selfies. Eksklusiv dem på snapchat.

…Skrev jeg 51 indlæg på denne blog. Det er jeg egentlig ret tilfreds med.

 

Nu sidder jeg så på kanten af 2014. Med snuden rettet mod 2015. Jeg kan dufte alt det, der venter mig af gode sager i det nye år.

Jeg forventer intet, men håber på en masse.”

Ordene stod i en helt anden kontekst og var ikke skrevet af mig, men jeg genkendte mig selv i dem, da jeg læste dem for nylig.

For jeg forventer virkelig ikke noget mere – så tæt på ingenting som muligt. Men jeg håber på det. Det alt sammen.

2015, jeg er klar til dig og alt det gode!

Om min bedstefar.

Han kørte altid bilen.

Det er noget af det, jeg husker tydeligst.

Altid var det ham, der sad tålmodigt bag rattet i den rødbrune Opel Kadett, som duftede så dejlig trygt af ældre bil; varmt, blødt og en lille smule af tobak. Vi kørte på ture med ham og min kære bedstemor på forsædet, når jeg var på ferie hos dem. Det var ikke sjældent, der faldt en is af.

Han har aldrig haft travlt, min bedstefar. Man skal huske morgenkaffen, morgensmøgen og morgenkrydsogtværsen. Da jeg som barn vågnede tidlig morgen, sad han som regel allerede derinde i sofaen i sin pyjamas med tobakos om ørerne, kaffe på kanden og en kuglepen i hånden. Bornholmeruret tikkede, og jeg kunne høre lyden af koncentration og cigaretfilteret, der slap læberne efter et godt sug af cigaretten. Det var et af mine yndlingstidspunkter på dagen, når jeg var på ferie hos min bedstefar og bedstemor. Morgenen var hellig, og jeg kunne sætte mig i den bløde lænestol og løse min børnekryds eller læse sladder i alle damebladene.

Det er min bedstefars skyld, at jeg blev god til krydsogtværs. Han har lært mig alle de gode ord. Og alle de snørklede, gamle ord, som jeg aldrig selv havde brugt, hvis ikke det havde været for ham. Jeg husker stadig alle de ord. Han var med til at danne mig på den måde. Det er jeg evigt taknemmelig for.

Da jeg var 15 år gammel, døde min bedstemor. Hans kompagnon gennem et helt liv. Jeg savnede hende – det gør jeg stadig den dag i dag! For hun var et fantastisk menneske. Han savner hende med garanti også. Men jeg var og er så stolt af min bedstefar! Han lærte at lave varme retter til sig selv. Han holdt sig i gang. Insisterede på at gå aftentur hver eneste dag. Bryggede saft om sommeren. Han talte altid med naboerne over hækken. Det synes jeg er meget prisværdigt. Han har altid haft nogen at tale med. Det er en meget stor kvalitet.

Jeg skriver om min bedstefar i datid, som om han er død. Det er han bestemt ikke! Det kan godt være, han er blevet tyndere på det sidste og at appetitten driller ham. Men han spiller stadig kort med alle damerne. Han går stadig i brugsen og handler. Han har overlevet en hjerneblødning, for søren! Det er meningen, at min bedstefar skal kunne klare lidt af hvert, det ser man straks.

Jeg glemmer aldrig dengang, min ældste bror og jeg fik lov til at køre med ham i tankbilen en hel dag. Vi havde madpakker med. Udsigten var så voldsom fra sådan et lastbilvindue. Jeg følte mig så høj, stor og voksen. Jeg husker, at vi fik lov at se mælketankene på gårdene. Jeg følte mig stor den dag. Jeg følte mig også beæret. Tænk engang, at jeg fik lov til at være med til at hente livsvigtig mælk ude fra gårdene! Jeg husker også, at jeg fik lov at smage varm mælk direkte fra koen. Det brød jeg mig sjovt nok ikke om. Min bedstefar grinede af mig. Hjerteligt, som kun han kan gøre det.

Han har mange børnebørn, min bedstefar. Og oldebørn. Og til trods for sine 86 år, husker han os godt. Han spørger altid ind til mit liv. Det er jeg ham evigt taknemmelig for. Hver gang, jeg får mulighed for at give ham et kram, husker jeg min barndom. Jeg husker alle frugtbuskene i køkkenhaven på Munkevej. Jeg husker cigarkassen med tuscher og blyanter i. Jeg husker divaneseren, som jeg sov så godt på. Jeg husker alle de gode samtaler. Jeg husker det altsammen.

Jeg er taknemmelig for at have en så nærværende og menneskeklog bedstefar som ham – min bedstefar.

Du er altid interessant. Sådan i begyndelsen.

Så jeg tester dig, før du overhovedet er trådt ind ad min dør. Faktisk endda før, du nogensinde ser min dørtærskel. Men dørtærsklen er i mit hoved, det er den altid – og jeg tror dig sjældent over en dørtærskel. Det er sgu lige meget, hvem du er. Jeg vælger bare at lade være med at tro på dig. Det er lettere på den måde. Så kan jeg kun blive positivt overrasket, hvis det, du sagde, rent faktisk viste sig at være sandheden.

Ja, jeg ved det godt, altså dét, du har at sige til det,

men

….det er altså sådan, det fungerer nu.

Du er altid interessant. Sådan i begyndelsen. Interessant og vittig og flot og alt det, du skal være. Indtil du pludselig ikke er det. For så siger du det dér eller gør den dér ting. Inden jeg selv når at opdage det, er jeg krøbet ind i mit skjold, hvor jeg grubler over mange grunde til, at du ikke skal ind over min dørtærskel alligevel. Faktisk kan jeg pludselig slet ikke se andet end alle de grunde. Fra det ene øjeblik til det andet er jeg vendt på en tallerken. Processen er så skarp og hurtig, at jeg ikke selv når at opdage hvorfor. Jeg registrerer bare, at det er sket. Og så er det i virkeligheden sket med dét. Også selv om jeg ikke ved det endnu på dette tidspunkt i processen.

Når det er sket, begynder jeg at teste dig. Helt ubevidst. Skriver du, hvis jeg ikke skriver? Reagerer du, hvis jeg ikke tager initiativ? Vil du mig nok? Og vil jeg overhovedet selv noget? Så stopper det helt naturligt der. Du ved ikke, hvad du skal sige, så jeg slipper for at sige fra og derfra eksisterer et tomt kommunikationsrum mellem os. Det er fint. Du undrer dig sikkert over, hvad der skete. Det gør jeg også, men så længe jeg ignorerer det, er det jo ikke et problem.

Altså. Indtil næste gang.

Om at være voksen

I morgen er en helt almindelig mandag, men for mig en meget ualmindelig en af slagsen. Mange vil sikkert trække på skuldrene og ikke lægge noget særligt i den slags, men jeg har nu engang et højtideligt anlagt gemyt, det kan jeg ikke undsige mig, så det vil jeg heller ikke engang forsøge: Jo ældre man bliver, jo længere væk synes det. Jo længere frem i livet man kommer, jo mere diffust bliver konceptet. Jeg taler om at være voksen.

Da jeg var barn, var min tanke, at man blev voksen, når man flyttede hjemmefra. Det at være voksen kunne på ingen måde gradbøjes. “Voksen”, det var sådan en dragt, man langsomt ville få på i løbet af årene op til den store fraflytningsdag. Når man blev fysisk adskilt fra sin far og mor, måtte man per definition være voksen. Tænkte jeg. Jeg flyttede hjemmefra som 19-årig. Ikke en skid voksen. Følte mig faktisk pludselig langt yngre end nogensinde før. I dag tænker jeg, at det må være en del af det. At blive og være voksen er ikke en tilstand, men en erfaringsbevidsthed. Nogle gange starter man forfra og skal påny gøre sig stor. Gøre sig hel og selvstændig. Blive voksen.

I morgen gør jeg det igen. Gør mig lille for at blive stor. Større. Voksen?

I morgen tager jeg ansvar for 4 års studieliv ved at tage del i samfundet og børns fremtid – ved at bestride mit første professionelle job. I morgen går jeg grøn og blåøjet ind i alt det uvisse. I morgen begynder jeg at blive opgaven voksen. Den slags kan man ikke forberede sig ud af. Men jeg vil gøre mit allerbedste.

I morgen må være dagen, hvor jeg bliver voksen.

Håber jeg.