Hun har ikke lyst til at dø

by sissemoelgaardpoulsen

Det rullede ind over hende som en stormflod uden forvarsel: “En dag vil jeg finde ud af, hvordan det er at dø. Ikke fordi jeg vil, men fordi, det er sådan, det er,” erkendte hun med et sug i maven, der var så heftigt, at hun næsten ikke kunne trække vejret. Det var som om, det var første gang, hun rigtig forstod rækkevidden af det.

Og så alligevel forstod hun det slet ikke.

At sige det højt ville være det samme som at jinxe det. Sådan havde hun det i lang tid. Hvis man talte om døden, så kom den nok. Så hun talte ikke om det, for hun var dødbange for at dø. Hun mærkede bare de forbistrede sug i maven, som kom og gik, som de selv ville. En dag tog hun toget hjem fra et besøg i København. Mens hun så småt kom til sig selv efter en lur, der varede på tværs af hele Fyn, sneg døden sig pludselig besnærende tæt på hende for allerførste gang. Det var ikke til at forstå, hvad der skete, men alt lød pludselig forvrænget. En hyletone akkompagnerede folks summende snakken i toget. Pulsen ræsede derudad og det trykkede for brystet, sådan virkelig meget. Hun blev bange på en måde, hun aldrig havde oplevet det før. “Nu sker det,” tænkte hun “nu skal jeg dø!” Alligevel kiggede hun stift ud af togruden og så Lillebælt passere udenfor, for ved siden af hende sad et menneske, hun ikke kendte, og det ville være forfærdelig pinligt, hvis vedkommende opdagede, at hun sad der og var ved at dø. Så hun sagde ikke noget, men forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning. Det lykkedes ikke. Hun forsøgte at smile panikslagent til sin sidemand gennem de tårer, der pressede sig på, for at få plads til at forlade togsædet og komme ud i pantryet. Det lille stykke fra kupéen ud i mellemgangen var pludselig utrolig langt. Toget blev smallere og smallere, mens hun forsøgte at gå derud på sine 18-årige ben, der næsten rystede så meget, at hun ikke kunne styre dem.

Ude i mellemgangen satte hun sig på trapperne. “Jeg kan ikke komme ud,” tænkte hun panikslagen “jeg skal dø i det her tog helt alene!!” En togkonduktør gik forbi og spurgte hende, om hun var okay. “Nej, jeg er måske ved at dø!” tænkte hun, men hun svarede: “Jeg fik det bare lidt skidt og skulle have noget luft, men jeg har det fint igen,” imens hun mærkede hjertet stoppe med at hamre i brystet – mon det var ved at stoppe helt? Hun ringede ikke efter en ambulance. Lidt underligt, den overhængende dødsfare taget i betragtning. I stedet ringede hun til sin mor. Hun kunne ikke forklare noget som helst til hende, for hun stod jo egentlig midt i en mulig blodprop, så i stedet græd hun bare og sagde, at hun havde det rigtig dårligt, og at hun kun lige var i Fredericia, men at hvis hun ikke nåede hjem til familien igen, så vidste moderen hvorfor. Fordi så var hun død. Moderen forstod ikke helt, hvad der skete, selv om hun nok godt vidste, at pigen ikke var ved at dø. Ingen af dem forstod, hvad der skete den dag. Og da pigen kom hjem, forsvandt det altsammen som dug for solen.