Mit liv er i lommen på mig

by sissemoelgaardpoulsen

Det er SÅ meget ved at tage overhånd,”, siger jeg og tager en halv indånding, ikke en hel, for det her er vigtigt: ”Det er på tide at skrue ned for interneteksistensen. Jeg mener, de glemmer jo at nyde alt det, man kan tage og føle på i nuet, fordi de sidder med hovedet i den skærm hele tiden! Det ender jo for fanden med, vi alle sammen glemmer at tale rigtigt sammen ansigt til ansigt eller bevæge os, og i stedet ender vi med at sidde og skrift- og billedkommunikere om alle vores intentioner i stedet for at leve!”

Jeg lægger armene over kors og planlægger næste angreb på min gulerodskage på bordet foran mig.

Præcis!”, siger hun, min veninde, samtykkende i en spytsky af den café latte-skum, hun uploadede på Instagram tidligere på eftermiddagen.

Da jeg kom hjem fra kaffesludderen, skulle jeg sådan tisse, så jeg skyndte mig ud på badeværelset. Det er svært at knappe bukserne op med min iPhone i hånden, men det går. Det er dog lige før, jeg ender med at vaske både hænder og iPhone efter toiletbesøget, men jeg når i sidste øjeblik at have åndsnærværelse nok til at slippe Instagram og lægge telefonen på granitbordet ved siden af håndvasken, før det dødbringende vand rammer den dyrebare kontakt til min omverden – mit liv.

Ja, det er sgu ved at tage overhånd”, konstaterer jeg endnu en gang frustreret for mig selv, mens jeg med rene hænder griber bakteriebomben og tager den med ud af badeværelset.

Om søndagen vågner jeg og slår meget beslutsomt internettet fra på min telefon. Hele dagen skal det skide net være slukket! Slut med Insta, Facebook og Tinder. Slut med at dulme min rastløshed og ensomhed i apps og interaktiv eksistens. Det er sgu på tide at mærke, gøre og handle frem for at tænke, mene og intendere.

Man får meget fra hånden, når man ikke hvert femte minut tjekker Instagram af ren og skær vane. Jeg gør herremeget rent. Bager økologiske boller. Tænker på den bog, jeg vil skrive. Sætter mig ved computeren og åbner worddokumentet. Skriver. Og skriver noget mere.

Bum! Første fodfejl. Google Chrome à Facebook.com.

Ok, nu sidder jeg jo ved computeren. Der må jeg godt lidt. Det er jo min iPhone, der er tidsrøveren – ikke min computer.”

Nogen har født, siger Facebook. Nogen er blevet gift eller har fundet kærester. Jeg falder i selvmedlidende staver over det faktum, at jeg ikke har udrettet nogle af delene for nylig. Min rengøring blegner.

Frokost. Det må kunne spises væk. Bulen på min mave vidner om, at jeg har forsøgt den slags før.

Vasketøj. De to par bukser, jeg endnu kan passe, skal sgu i det mindste være rene.

Klokken er halv to.

Snapchat er jo egentlig lidt det samme som SMS”, slår det mig.

Ja, nogen har nok kontaktet mig der. Så jeg slår nettet til for at tjekke, bare i to minutter. Så længe jeg holder mig til at være online på min telefon i et enkelt rum, soveværelset, er det vel også ok. Den skal bare ikke med ind på fællesarealerne og stjæle mit nærvær fra de mennesker, jeg bor sammen med.

Eftermiddagsmad. Har egentlig bagt meget flotte boller. Vil altså lige tage et billede af dem, så de kan komme på Instagram. Telefonen kommer med ud i køkkenet. Bliver derude. Med net på. Jeg har styr på det. Der er nærvær nok til det alt sammen.

Aftensmad. Får tomatsovs på skærmen, mens jeg laver mad. Men jeg har styr på det. Helt styr på det. Det var jo en selvstændig beslutning at tænde for nettet på telefonen igen. Jeg kan jo sagtens være nærværende i mit liv, selv om der er internetliv i lommen på mig.

Min arm sover, før jeg selv gør. Jeg har endnu ikke fundet frem til en stilling, hvor jeg kan undgå det. Som slave af mine vaner og for at undgå alt for selvstændige tanker på kanten af søvnen, tjekker jeg som dagens sidste gøremål Facebook, Instagram, Snapchat og Tinder. Bare for at være sikker på, jeg har fået det hele med før sengetid. Det er ubekvemt at ligge med telefonen, for opladerens ledning lader meget tilbage at ønske sig på længdefronten. Så er det heldigt, jeg har hypermobile håndled.

Jeg lukker øjnene. Byder søvnen velkommen. Glider ind i et silkeblødt og mørkt dyneunivers med en telefon på lydløs, men ikke lysløs. Et oplysningsglimt fortæller mig gennem øjenlågene kort efter, at nogen har liket noget. Hvad mon det er? Kan ikke se det uden linser på afstand.

Jeg har helt styr på det, jeg kigger bare lige.

Hvirvles på ny ind i filterverden og først efter en halv time lægger jeg igen telefonen fra mig på natbordet.

Denne gang vender jeg trods alt skærmen nedad.

Morgen. Lyset denne morgen er godt. Så jeg tager en selfie, og jeg tager endnu en. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gøre det – at ramme mig ind i et øjeblik for at dele det med omverden. Det virker til gengæld som om, andre ved det for mig. Jeg gør det for at få opmærksomhed. Jeg gør det for at skjule min manglende selvtillid. Jeg gør det for at få bekræftelse. Ikke?

Stik mig nu et like, for helvede.

Jeg har samme forudindtagelser om de andre, der gør det. ”Hun gør det, fordi hun keder sig i sit forhold og savner komplimenter”, tænker jeg, når jeg ser endnu en andemund taget i helt gal belysning og med en tydeligt udstrakt arm, som ikke er beskåret fra billedet.

Jeg vil bare gerne se mig selv udefra. Er det egentlig for meget forlangt?

Af en eller anden grund har jeg altid higet efter det. Jeg har gjort det lige siden, jeg var lille. Dengang havde jeg mit eget imaginære TV-show, hvor jeg fortalte vidt og bredt om mit liv, mens jeg viste de imaginære seere rundt i mit hjem og i min dagligdag. Min fjernbetjening til stereoanlægget fungerede som telefon. Seerne kunne ringe til mig for at stille spørgsmål om mit helt igennem leverpostejsagtige gennemsnitsdanskerliv.

Fjernbetjeningen er væk. Facebook og Instagram dækker nu mit behov for at fortælle min historie.

For det er det, jeg gør.

Hver gang jeg tager et billede af mig selv, vidner det om, hvor jeg er i mit liv på en given dag. Det er min fortælling om mig selv. Til mig selv.

Når jeg ikke har en mands kærlighed at spejle mig i, så tager jeg en selfie. Forsøger at se mig selv udefra med den kærlighed, som en mand kunne forestilles at gøre det.

Det er min måde at forstå mig selv på. Især, når jeg slet ikke gør det.

Stik mig nu et like, for helvede. Så forstår jeg det endnu: at jeg er noget værd. Måske endda noget særligt.

Jeg har ikke lyst til at forsvinde. Nogensinde. Jeg er her! Min selfie er mit beskedne ønske om at udødeliggøre mig selv. Facebook og Instagram er mit eftermæle. Mit forsøg på at sætte aftryk og leve evigt – skulle det ske, at jeg aldrig får stiftet familie.

Kraftedme sørgeligt, når man tænker over det.

Jeg blev flasket op i folkeskolen med at vide, at jeg havde alle muligheder i verden. Jeg kunne vælge, hvad jeg ville, hvis jeg ville og når jeg ville. Denne bevidsthed blev en spirende integreret del af verdensopfattelsen hos mig og alle de andre unge mennesker. Dialektikken mellem tilvalg og fravalg en stadigt voksende nærværelse.

Når man har alle muligheder, kan man bare lytte til sit hjerte og sin mavefornemmelse.

Mange glemmer dog, at hjertet er flyvsk og let at forføre. I min postmoderne virkelighed er friheden til at vælge slet ikke en frihed. For der er jo hele tiden nyt at gøre. Nyt at ville.

Pludselig står man med en uddannelse i hænderne, og det går op for en, at de næste tilvalg er mere permanente. Det er ikke så let længere. Livsvalgene begynder at kræve ofre. Havde jeg set det komme? Groede træerne da ikke ind i himlen?

Valgets dialektik blev en både tyngende og inspirerende ambivalens. Ambivalensen en drivkraft og en modkraft.

Jeg vil på en måde det hele. Så meget, at jeg ikke aner, hvad jeg vil.

Jeg vil stå der med åbne arme, når han kommer hjem fra arbejde. Åbne arme og kage og kloge, smukke børn, som godt tør få jord under neglene, men som også ved, hvornår det skal vaskes af igen. Så står jeg der med kagen og han kigger på mig, som om det var første gang, han så mig. Altså ikke på den overraskede måde, vel, men på den måde, hvor han stadig undres over, hvor heldig han var at møde en skabning som mig – en skabning, som han fik lov til at kysse på og selv blive kysset af. I løbet af dagen, mens kagen stod i ovnen og vasketøjet lufttørrede i haven, foretog jeg opringninger som research til min 2. bog. En bog, jeg fik skrevet 10 sider på i samme åndedrag, som jeg satte mig ved computeren. Det er det, jeg vil. Jeg vil skrive, spise kage med dem, jeg elsker, og så vil jeg lave mad til dem, jeg elsker, og så vil jeg drikke et glas vin post børnenes sengetid med ham, jeg elsker – og vi skal tale om virkelig småborgerlige og provinsagtige ting krydret med vores intellektuelle vinkler. Selvfølgelig. Og lade op til, at jeg den følgende morgen holder skrivefri og tager i skole for at undervise små poder i danskfagets fortræffeligheder. For den slags gør jeg på deltid. Sådan hænger det sammen. Med kummefryser og lakrids mellem tæerne og havregryn med mælk.

Men.

Jeg vil også sidde der helt alene i den lille loftslejlighed og bade i melankoli, mens jeg kigger ud over den summende, franske storby og skriver lange tekster om alt det indeni og udenpå. Naturen har jeg taget med mig ind i køleskabet, der er proppet med grøntsager fra det lille marked nede på place de la etellerandet, og en gang imellem, når det hele bliver for meget, stikker jeg hovedet derind og snuser til alt det grønne og så skynder jeg mig til yoga. Sådan husker jeg at mærke mig selv. Og jeg er ved at dø af længsel efter det alt sammen; det trygge og rare og kærlige hjemme i Danmark, men det er samtidig dét, der driver mig til at skrive mig selv helt på vrangen. Og når jeg skriver, mens jeg sidder derude i bybilledet og betragter mennesker, ja, så møder jeg mennesker. Flygtige bekendtskaber, som kan forsvinde i tidens slipstrøm hurtigere, end jeg selv forstår. Jeg vil leve og ånde for mødet. Betragtningerne. Alt det, der er liv omkring mig. Gud bedre, at jeg nogensinde skulle gå i stå.

Jeg ved ikke, hvor jeg ender. Ud over her. Gang på gang. I notesbogen, ved tastaturet eller på Instagram i et forsøg på at forstå min plads i verden, mens verden stikker et par likes og i øvrigt er fuldstændig ligeglad. Det er alt sammen op til mig selv. Internetlivet tager sgu ikke en i hånden og siger, hvor man skal gå hen.

Mit liv er i lommen på mig og jeg er bange for at leve det.

Det er SÅ meget ved at tage overhånd,”, siger jeg og tager en halv indånding, ikke en hel, for det her er vigtigt: ”Det er på tide at skrue ned for interneteksistensen. Jeg mener, de glemmer jo at nyde alt det, man kan tage og føle på i nuet, fordi de sidder med hovedet i den skærm hele tiden! Det ender jo for fanden med, vi alle sammen glemmer at tale rigtigt sammen ansigt til ansigt eller bevæge os, og i stedet ender vi med at sidde og skrift- og billedkommunikere om alle vores intentioner i stedet for at leve!”

Jeg lægger armene over kors og planlægger næste angreb på min gulerodskage på bordet foran mig. Imens tænker jeg, at jeg i virkeligheden talte til mig selv.