Kassen

by sissemoelgaardpoulsen

BANG!

Kunne vi ikke bare sige, at så lå det dér i en kasse på bordet? Jeg ved ikke, hvor stor kassen er, altså hvor meget den fylder, det kommer egentlig lidt an på dig og dit verdenssyn. Jeg fylder kassen op en mørk, lang og regnfuld aften, putter det alt sammen derned, lægger det så pænt, som jeg kan, men det er lidt af en pærevælling uanset hvad, jeg kan lige så godt sige det, som det er.

Kassen kan ærlig talt være lidt tung for mig nogle gange, men nu ved jeg jo heller ikke, hvor stærk du er, vel. Jeg har den altid med mig, og jeg kan i hvert fald godt selv løfte den uanset hvad; jeg har ikke brug for din hjælp. Som sådan.

En dag stiller jeg den så på bordet foran dig, kassen. Og jeg siger, at du skal åbne den, men først når jeg er gået. Jeg kommer ikke tilbage, før du har kigget i den og sagt, at du gerne vil se mig igen. Jeg ved faktisk ikke, om jeg kommer tilbage. Uanset hvad. Om jeg tør. Om jeg vil.

For så har du set det. Alt det i kassen. Vi kan lige så godt få det overstået, ikke. Først som sidst. Jeg gider ikke bruge flere år på at pakke det alt sammen sirligt ud foran nogen igen. Eller finde ud af, at du faktisk slet ikke kan løfte kassen eller synes, den fylder det hele i rummet mellem os.

BANG!

”Værsgo. Her har du det altså. Sådan ser der ud i min kasse,” ville jeg sige, mens jeg kiggede stålsat på dig med let rystende knæ. Og måske ville jeg gå ud af døren og ikke vende tilbage.

Måske.