Og så siger du pludselig det dér eller den dér ting

by sissemoelgaardpoulsen

Og vi sad i din sofa, som vi har gjort det så mange gange før. På vej til potentielt at kigge dybt i hvert vores glas; du i din rødvin og jeg i mine øl. Du i mig og jeg i dig. Vi hører endnu en gang det samme album med José Gonzalez.

Det hører sig til.

Du spørger ind til mit liv. Du rammer alle de bløde og nogle gange let ømme punkter. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide, at der stadig er nogen, der kender mig. Sådan rigtigt. Og det gør du. Om nogen. Og så siger du pludselig det dér eller den dér ting, som gør, at jeg pludselig ser alt i et helt andet perspektiv. Inde i min hjerne kører et tankespor parallelt med vores samtaler. Mine tanker går på, hvor heldig jeg dog er at have en veninde, der har holdt ved i så mange år. Hvor unikt det er at kende en, der husker hvilken engelskbog, vi arbejdede i dengang i 6. klasse. Vi har kendt hinanden i 22 år og stadig kan du gøre det dér med at vende min verden lidt på hovedet og udfordre mig. Uanset hvad jeg har troet om livet, så skal det udfordres. Indimellem smadres. Nogle gange helt til ukendelighed, hvis det er grelt. Det kan gøre ondt. Verden skal bygges op igen, og den kan aldrig se ud som før. Det er hårdt arbejde. Alle veje fører til Rom, siger de, men hvordan fanden ser Rom egentlig ud? Og gad vide hvor mange, der befinder sig der uden at vide det? Du er god til at vise vej.

For du kender mig.

Og jeg griner måske bagefter og siger noget nostalgisk om noget af det, vi gjorde som børn – som for eksempel at danse heksedans i en måneskinsnat ude på landet. Måske også noget dybsindigt om din barndom. Så griner du måske eller også løber der en lille tåre ned ad din kind. Det gør ikke noget.  Og uanset hvad der sker i løbet af samtalen, så tænker jeg altid, at du er så livssmuk. Det er et nyt ord, jeg har lavet til ære for dig. Det betyder at være smuk af livet. Jamen, det er du.

Vi kender hinanden. Det hører sig til.