Flere indrømmelser fra provinsen

by sissemoelgaardpoulsen

  • Jeg kommer sjældent ud af mine sweatpants på fridage. Til gengæld reder jeg mit hår. Noget for noget.
  • Jeg har opdaget de varmeisolerende fordele ved ikke længere at barbere ben.
  • Jeg har genetableret mit venskab med min gamle ven, Hvedemel.
  • Jeg begynder på et helt virkelighedsnært plan at overveje at tage i byen i Nykøbing Mors.
  • Kl. 21.30 går jeg under dynen, fordi jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg ellers skulle lave.
  • Jeg savner virkelig alle kaffebarerne og de søde mennesker, jeg kender i Aarhus. Hel’ærli’.
  • Jeg sørger indimellem for at tage en dag, hvor jeg på kontinuerlig basis snerrer af min mor. Og hunden. Bare så de ikke synes, det er alt for hyggeligt at have mig boende herhjemme og dermed kan holde målet in mente: glæde sig over, at jeg nok skal flytte ud igen inden for føje måneder.
  • Jeg udvikler kraftige bedstemortendenser. Har for eksempel hele tiden lyst til at knibe min yngste bror lidt i kinderne, mens jeg siger “nåååååårh hvor er du bløwn stor!” Jeg tænker også konstant på, hvor tiden dog er blevet af.
  • Jeg planlægger indkøb ud fra tilbudsaviserne. Seriøst. Den slags kræver faktisk skills!
  • Jeg har glemt, hvordan man flirter, fordi det sker så sjældent heroppe. Jeg er vist kommet til det lidet evolutionære stadie, hvor jeg bare kigger med store hundeøjne på manden og forsøger at holde underkæben på plads og skjule mine sweatpants.

Livet heroppe er enkelt. Rutiner og vaner har overtaget mine dage og jeg tager mig selv i at gøre lige som alle de andre. På en måde trygt og rart. Nogle gange bliver det altsammen så enkelt, at jeg alligevel synes, det er knogleraslende uhyggeligt. Jeg bliver bange for at gå i stå. Jeg får lyst til at ruske mig selv og provinsen i kludene og gøre ting, der stikker ud. Det er der heldigvis også andre heroppe, der har lyst til. De holder borgermøder med drømme og visioner for vandkanten heroppe. Og der er virkelig gode idéer i støbeskeen. Det bliver jeg grebet af. Det er ikke tiden for mig og provinsen at blive smedet sammen på fuldtid. Ikke endnu – jeg skal tilbage til storbyen. Men når den tid kommer, og det gør den, så håber jeg virkelig, at jeg og alle de andre deroppe stadig er bange for at gå i stå. Kom, lad os stikke ud – sammen!