Mere af det, man ikke siger højt

by sissemoelgaardpoulsen

I halvsøvne vendte jeg mig om på siden med min nøgne ryg mod dig. Vi sov ikke tæt sammen, men du rakte alligevel ud efter min bare hud i søvne og lod den så ligge dér, hånden. Min ryg brændte, hvor hånden var. Jeg sov ikke længere. Mine instinkter sagde mig, at jeg skulle rykke mig væk fra hånden, for den var farlig, og jeg vidste det udmærket godt, for det er jo en hånd, der kommer og går, som den selv vil. Alligevel lå jeg der. Kæmpede mod lysten til at rykke tættere på dig. Helt stille som på nåle. Trak vejret roligt, mens jeg indvendigt undertrykte en hyperventilering med stort besvær.

Og selv om det ikke er sådan længere, så husker jeg tydeligt, at jeg var forelsket i dig dengang. Jeg ved ikke, om du husker det, for jeg tror helt ærligt ikke, du vidste det. Jeg fortalte det jo aldrig til dig. Ikke med ord, i hvert fald. Men i tankerne, mens du sov ved siden af mig, udøste mit blik drømme om du og jeg på din nøgne skulder. Drømme, man ikke kunne sige højt, fordi de ikke passede ind i virkeligheden. Og jeg lagde mit hoved så tæt på din ryg, som man kunne komme til uden at røre dig. Måske kunne du alligevel fornemme det.

Jeg håber for dig, du en dag lod nogen komme tættere på end mig.