Det var som en virkelighed inde i drømmen

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg græd som pisket, fordi min underviser havde været forfærdelig og hånende blottet sit tandkød i store kaskader af gurglende grin over mine ord. Foran dem allesammen. Du så det, men du var ligeglad. Du så, at jeg græd på den vanvittigt hulkende måde, som er den eneste måde, man kan græde på, når man netop er blevet anfægtet og hånet på sin inderste kerne. Du gik bare videre, selv om du er det menneske, der kender mig bedst i verden. Det afstedkom en kamphysterisk gråd af en anden verden. Men så kom du tilbage. Du græd selv. For du havde lige set en dokumentarfilm om mennesker, der var blevet kogt levende – og nu kunne du slet ikke håndtere din madpakke. Der var kogt hamburgerryg på din rugbrødsmad. Og så græd vi begge over alt det ubærlige i tilværelsen. 

Indtil jeg vågnede med et hulk galt i halsen. 

Og jeg ved da godt, du ikke spiser madder med hamburgerryg i det hele taget. 

Men det gjorde du i nat.