Om valgets dialektik

by sissemoelgaardpoulsen

Vi fik at vide, at vi havde alle muligheder i verden. Vi kunne vælge, hvad vi ville, hvis vi ville og når vi ville. Denne bevidsthed blev en spirende integreret del af verdensopfattelsen hos unge mennesker. Dialektikken mellem tilvalg og fravalg en stadigt voksende nærværelse. 

Når man har alle muligheder, kan man bare lytte til sit hjerte og sin mavefornemmelse. Man glemmer dog, at hjertet er flyvsk og let at forføre, og mavefornemmelsen kan være skiftende fra dag til dag. I en postmoderne virkelighed er friheden til at vælge slet ikke en frihed – ikke for alle. Man kan lade sig forfalde til en evigt flyvsk og ambivalens tilværelse, hvor man i virkeligheden ikke udretter meget andet end valg i sig selv. Man hopper fra platform til platform uden at overveje udviklingsmulighederne i at stadfæste sine valg. For der er jo hele tiden nyt at gøre. Nyt at ville. 

Hidtil havde det gennem ungdommen været muligt at tage valg uden de helt store overvejelser over konsekvenserne. Man kunne altid vælge fra igen på et senere tidspunkt, sagde bevidstheden. Men pludselig står man med en uddannelse i hænderne, og det går op for en, at de næste tilvalg er mere permanente. Man kan da godt vælge fra igen, hvis man fortryder et tilvalg, men kan man vælge om og starte forfra? Det er ikke så let længere. Der bliver sat professionelt aftryk på CV’et. Der bliver lukket for SU’en. Livsvalgene begynder at kræve ofre. Havde man set det komme? Groede træerne da ikke ind i himlen?

Valgets dialektik bliver en både tyngende og inspirerende ambivalens. Ambivalensen bliver en drivkraft og en modkraft. 

Det er værd at tænke over.