Om at være bange for at blive opslugt af filterkaffe

by sissemoelgaardpoulsen

Skovbunden var blød og bouncy som gelé på grund af det grønne mos, der havde indtaget det meste af arealet. Det var en sjov følelse at bevæge sig rundt herude på ellers meget gangbare sneakers. Hun blev lidt svimmel af den gyngende grund, så hun stoppede op og forsøgte at få alt i kroppen til at tie stille, helt stille, men jo mere hun forsøgte, jo mere kunne hun fornemme blodet bruse forbi mellemøret, høre vejrtrækningen gennem næseborene og fornemme hjertet banke, insisterende, larmende, i brystet. Selv hjernen larmede:

Det er jo for helvede ikke farligt heroppe, bare fordi der ikke er en kaffebar eller en helsekost rundt om hjørnet. Siden hvornår har provinslivet egentlig slået nogen ihjel? Telefonen og internettet er her trods alt. Nu tager du dig sammen”

Hun var egentlig lidt bange. Det indrømmede hun kun, når hun var derude i naturen. Noget for noget, tænkte hun – og når naturen blotter sig for een, må man også blotte sig for den. Det var kun herude, hun turde indrømme, at hun var bange for aldrig at vende tilbage. At hun var bange for at blive opslugt af det altsammen; hvedebollerne, tilbudsavislæsningen, filterkaffen (gud bedre det), sludderen om absolut ingenting nede i brugsen, at glæde sig til at komme ud at handle, at se TV hver aften efter 20, at bevæge sig i vaner… 

Grunden til, at hun var blevet bange, var fordi, hun så småt kunne mærke, at hun trak vejret lidt friere heroppe. At det måske var den rigtige beslutning at trække storbystikket i en periode og lade sit liv styre af et skema, faste måltider, at bo sammen med nogen, at kende personalet nede i brugsen og at have natur lige uden for døren. I den seneste uge var skrivningen dog røget i svinget. Hun håbede virkelig ikke, at provinslivet og den mere rolige sjæl fortsat ville demotivere skrivningens altoverskyggende kraft, som i en sær blanding af pinsel og nydelse drev hende til at sætte ord på. 

Så hun gik altså en tur ud på mosset ude i skoven og tvang sig selv til at indrømme, at hun var bange for at blive ligesom alle de andre, der gjorde den slags med at rykke teltpælene op og ud i landmulden for at skabe sig et vatteret liv med lørdagsindkøb i Bilka, når det skulle være vildt. 

Og hun vidste, at så længe hun kunne gå ud på mosset og gøre dét, så var alt ikke tabt. 

Ikke endnu.

Så kunne hun godt nå hjem og sætte kaffen over. I filteret.