Når Aarhus går til ro.

by sissemoelgaardpoulsen

Mørket har trængt sig på tidligere, end det plejer. Det gør ikke noget. Jeg sidder bare og lytter til et Aarhus, der er ved at gå til ro, selv om klokken kun er 22.  Jeg kan høre gardiner blive trukket for i en tilstødende lejlighed. Et andet sted kæmper nogen med et genstridigt vindue, der er svært at lukke helt i. Det må være fugt. En bil passerer på brostenene neden for lejligheden, som jeg befinder mig i, med den helt karakteristiske lyd, som er næsten lig den, der opstår, når folk har glemt at skifte deres pigdæk ud igen, efter de er kommet hjem fra skiferie og pludselig kører på tørre, danske veje. 

Jeg kan lide lyden fra brostenene derude; cyklisterne, der fejlslagne forsøger at cykle helt anonymt gennem gaden, men i stedet ender med at cykle cykelklokkeklimtende og bagagebærerraslende forbi; stiletdamerne, der helt klart tager fortovet; ungerne, der synes det er mega fedt med løbehjul på brosten. Det er lyden af liv, selv om mørket er faldet på. 

Mine fødder fryser, men det er ligemeget. Jeg ville ikke undvære det åbne vindue for noget lige nu, og jeg orker ikke rejse mig for at tage lange bukser og den slags på. Jeg insisterer fast på, at det stadig er sommer. Jeg insisterer fast på at lytte til Aarhus, mens jeg stadig kan. 

Et par naboer mødtes længere henne ad gaden, men det forhindrede mig ikke i at høre hele deres samtale. Det var noget med nogle hunde. Og så havde den ene af dem havde fødselsdag den 23. august og inviterede de andre forbi. Det ville de gerne. Nogle gange glemmer jeg, at folk rent faktisk kommer hinanden ved i Aarhus. Jeg kan godt lide at blive mindet om, at det gør de. 

I lejlighederne over for mig er der helt mørkt med undtagelse af en enkelt oplyst stue. Nogen ser kanal 4 der, og det er en mand, fornemmer jeg på silhouetten. Han har tilsyneladende problemer med nakken, for han sidder og laver gentagelser af sære bevægelser med den. Enten det, eller også har han tics, hvad ved jeg. 

En sen løber har udset sit snit til at have øgaderne for sig selv. Det er hårdt, kan jeg høre, men vedkommende fortsætter. Man skal sgu heller ikke give op. 

Jeg giver heller ikke op på dig, Aarhus. Vi har en uge sammen endnu, og så ved jeg ikke, hvornår vi ses igen.

Men jeg ved, at vi ses. Det gør vi bare.

 Aarhus