Kvinden, der skar ind til benet

by sissemoelgaardpoulsen

De spurgte hende altid ”Hvordan går det?”, men hun vidste udmærket godt, at de mente noget andet. Hun undrede sig altid over, hvorfor de ikke bare spurgte om hun stadig fik ordineret beroligende piller, eller om hun havde slået nogen for nyligt. Det var jo i virkeligheden det, der var årsag til nysgerrigheden. Hun kendte godt reglerne for moral og etik, for hun havde lært det af Dr. Madsen. Han mente, der var langt mere end en eneste grund til, at det var nødvendigt for hende at lære sådanne regler. Han mente faktisk slet ikke, det så ud som om, hun nogensinde havde hørt om sådanne regelsæt. Så nu vidste hun det godt; at man ikke slår på børn, der irriterer, og at man ikke tager tøjet af midt i supermarkedet. For eksempel. Hun overvejede nødvendigheden af at lære sådanne regelsæt, når det var unaturligt. Hun vidste godt, men hun forstod ikke.

Det var en solskinsdag. Fuglene pippede og enkefru Villadsen passerede ude på vejen. Hun kendte godt enkefru Villadsen, men følte ikke nogen umiddelbar trang til at udveksle historier med hende. Enkefru Villadsen hilste pænt og spurgte: ”Hvordan går det?”. Uden et ord, uden svar på tiltale, passerede hun enkefrue Villadsen. Der var ingen grund til at svare på vage spørgsmål, syntes hun. Folk burde bare lære at skære ind til benet. Tunge skyer kom nu faretruende tæt på solen, der syntes at give op. Tilsyneladende var det sådan, det var. Solen viger for skyerne. Lyset for mørket. Hun kiggede op tids nok til at få den første regndråbe i panden. Det var egentlig også længe siden, hun sidst havde været i bad. Kjolen blev trukket op over hovedet midt på åben gade og beklædningsgenstand efter beklædningsgenstand blev smidt på den ru asfalt. En nøgen kvinde stod nu på gaden og skrubbede sig og lod sig ikke bemærke med de lange blikke fra forbipasserende. Det var efterhånden ikke et særsyn for befolkningen i byen, men de vænnede sig nu alligevel aldrig til det. Til hende. Hun var impulsiv som de færreste og udtryksfuld som ingen anden. Der var ikke nogen, der nogensinde havde kunnet sætte en finger på, hvad der var galt med hende – om der var noget galt med hende – og hun lod ikke selv til at være særligt interesseret i det anliggende.

Hun var bare.