Noget Med Ord

Month: august, 2014

Om valgets dialektik

Vi fik at vide, at vi havde alle muligheder i verden. Vi kunne vælge, hvad vi ville, hvis vi ville og når vi ville. Denne bevidsthed blev en spirende integreret del af verdensopfattelsen hos unge mennesker. Dialektikken mellem tilvalg og fravalg en stadigt voksende nærværelse. 

Når man har alle muligheder, kan man bare lytte til sit hjerte og sin mavefornemmelse. Man glemmer dog, at hjertet er flyvsk og let at forføre, og mavefornemmelsen kan være skiftende fra dag til dag. I en postmoderne virkelighed er friheden til at vælge slet ikke en frihed – ikke for alle. Man kan lade sig forfalde til en evigt flyvsk og ambivalens tilværelse, hvor man i virkeligheden ikke udretter meget andet end valg i sig selv. Man hopper fra platform til platform uden at overveje udviklingsmulighederne i at stadfæste sine valg. For der er jo hele tiden nyt at gøre. Nyt at ville. 

Hidtil havde det gennem ungdommen været muligt at tage valg uden de helt store overvejelser over konsekvenserne. Man kunne altid vælge fra igen på et senere tidspunkt, sagde bevidstheden. Men pludselig står man med en uddannelse i hænderne, og det går op for en, at de næste tilvalg er mere permanente. Man kan da godt vælge fra igen, hvis man fortryder et tilvalg, men kan man vælge om og starte forfra? Det er ikke så let længere. Der bliver sat professionelt aftryk på CV’et. Der bliver lukket for SU’en. Livsvalgene begynder at kræve ofre. Havde man set det komme? Groede træerne da ikke ind i himlen?

Valgets dialektik bliver en både tyngende og inspirerende ambivalens. Ambivalensen bliver en drivkraft og en modkraft. 

Det er værd at tænke over. 

 

 

 

Om at være bange for at blive opslugt af filterkaffe

Skovbunden var blød og bouncy som gelé på grund af det grønne mos, der havde indtaget det meste af arealet. Det var en sjov følelse at bevæge sig rundt herude på ellers meget gangbare sneakers. Hun blev lidt svimmel af den gyngende grund, så hun stoppede op og forsøgte at få alt i kroppen til at tie stille, helt stille, men jo mere hun forsøgte, jo mere kunne hun fornemme blodet bruse forbi mellemøret, høre vejrtrækningen gennem næseborene og fornemme hjertet banke, insisterende, larmende, i brystet. Selv hjernen larmede:

Det er jo for helvede ikke farligt heroppe, bare fordi der ikke er en kaffebar eller en helsekost rundt om hjørnet. Siden hvornår har provinslivet egentlig slået nogen ihjel? Telefonen og internettet er her trods alt. Nu tager du dig sammen”

Hun var egentlig lidt bange. Det indrømmede hun kun, når hun var derude i naturen. Noget for noget, tænkte hun – og når naturen blotter sig for een, må man også blotte sig for den. Det var kun herude, hun turde indrømme, at hun var bange for aldrig at vende tilbage. At hun var bange for at blive opslugt af det altsammen; hvedebollerne, tilbudsavislæsningen, filterkaffen (gud bedre det), sludderen om absolut ingenting nede i brugsen, at glæde sig til at komme ud at handle, at se TV hver aften efter 20, at bevæge sig i vaner… 

Grunden til, at hun var blevet bange, var fordi, hun så småt kunne mærke, at hun trak vejret lidt friere heroppe. At det måske var den rigtige beslutning at trække storbystikket i en periode og lade sit liv styre af et skema, faste måltider, at bo sammen med nogen, at kende personalet nede i brugsen og at have natur lige uden for døren. I den seneste uge var skrivningen dog røget i svinget. Hun håbede virkelig ikke, at provinslivet og den mere rolige sjæl fortsat ville demotivere skrivningens altoverskyggende kraft, som i en sær blanding af pinsel og nydelse drev hende til at sætte ord på. 

Så hun gik altså en tur ud på mosset ude i skoven og tvang sig selv til at indrømme, at hun var bange for at blive ligesom alle de andre, der gjorde den slags med at rykke teltpælene op og ud i landmulden for at skabe sig et vatteret liv med lørdagsindkøb i Bilka, når det skulle være vildt. 

Og hun vidste, at så længe hun kunne gå ud på mosset og gøre dét, så var alt ikke tabt. 

Ikke endnu.

Så kunne hun godt nå hjem og sætte kaffen over. I filteret. 

Når Aarhus går til ro.

Mørket har trængt sig på tidligere, end det plejer. Det gør ikke noget. Jeg sidder bare og lytter til et Aarhus, der er ved at gå til ro, selv om klokken kun er 22.  Jeg kan høre gardiner blive trukket for i en tilstødende lejlighed. Et andet sted kæmper nogen med et genstridigt vindue, der er svært at lukke helt i. Det må være fugt. En bil passerer på brostenene neden for lejligheden, som jeg befinder mig i, med den helt karakteristiske lyd, som er næsten lig den, der opstår, når folk har glemt at skifte deres pigdæk ud igen, efter de er kommet hjem fra skiferie og pludselig kører på tørre, danske veje. 

Jeg kan lide lyden fra brostenene derude; cyklisterne, der fejlslagne forsøger at cykle helt anonymt gennem gaden, men i stedet ender med at cykle cykelklokkeklimtende og bagagebærerraslende forbi; stiletdamerne, der helt klart tager fortovet; ungerne, der synes det er mega fedt med løbehjul på brosten. Det er lyden af liv, selv om mørket er faldet på. 

Mine fødder fryser, men det er ligemeget. Jeg ville ikke undvære det åbne vindue for noget lige nu, og jeg orker ikke rejse mig for at tage lange bukser og den slags på. Jeg insisterer fast på, at det stadig er sommer. Jeg insisterer fast på at lytte til Aarhus, mens jeg stadig kan. 

Et par naboer mødtes længere henne ad gaden, men det forhindrede mig ikke i at høre hele deres samtale. Det var noget med nogle hunde. Og så havde den ene af dem havde fødselsdag den 23. august og inviterede de andre forbi. Det ville de gerne. Nogle gange glemmer jeg, at folk rent faktisk kommer hinanden ved i Aarhus. Jeg kan godt lide at blive mindet om, at det gør de. 

I lejlighederne over for mig er der helt mørkt med undtagelse af en enkelt oplyst stue. Nogen ser kanal 4 der, og det er en mand, fornemmer jeg på silhouetten. Han har tilsyneladende problemer med nakken, for han sidder og laver gentagelser af sære bevægelser med den. Enten det, eller også har han tics, hvad ved jeg. 

En sen løber har udset sit snit til at have øgaderne for sig selv. Det er hårdt, kan jeg høre, men vedkommende fortsætter. Man skal sgu heller ikke give op. 

Jeg giver heller ikke op på dig, Aarhus. Vi har en uge sammen endnu, og så ved jeg ikke, hvornår vi ses igen.

Men jeg ved, at vi ses. Det gør vi bare.

 Aarhus

 

Kvinden, der skar ind til benet

De spurgte hende altid ”Hvordan går det?”, men hun vidste udmærket godt, at de mente noget andet. Hun undrede sig altid over, hvorfor de ikke bare spurgte om hun stadig fik ordineret beroligende piller, eller om hun havde slået nogen for nyligt. Det var jo i virkeligheden det, der var årsag til nysgerrigheden. Hun kendte godt reglerne for moral og etik, for hun havde lært det af Dr. Madsen. Han mente, der var langt mere end en eneste grund til, at det var nødvendigt for hende at lære sådanne regler. Han mente faktisk slet ikke, det så ud som om, hun nogensinde havde hørt om sådanne regelsæt. Så nu vidste hun det godt; at man ikke slår på børn, der irriterer, og at man ikke tager tøjet af midt i supermarkedet. For eksempel. Hun overvejede nødvendigheden af at lære sådanne regelsæt, når det var unaturligt. Hun vidste godt, men hun forstod ikke.

Det var en solskinsdag. Fuglene pippede og enkefru Villadsen passerede ude på vejen. Hun kendte godt enkefru Villadsen, men følte ikke nogen umiddelbar trang til at udveksle historier med hende. Enkefru Villadsen hilste pænt og spurgte: ”Hvordan går det?”. Uden et ord, uden svar på tiltale, passerede hun enkefrue Villadsen. Der var ingen grund til at svare på vage spørgsmål, syntes hun. Folk burde bare lære at skære ind til benet. Tunge skyer kom nu faretruende tæt på solen, der syntes at give op. Tilsyneladende var det sådan, det var. Solen viger for skyerne. Lyset for mørket. Hun kiggede op tids nok til at få den første regndråbe i panden. Det var egentlig også længe siden, hun sidst havde været i bad. Kjolen blev trukket op over hovedet midt på åben gade og beklædningsgenstand efter beklædningsgenstand blev smidt på den ru asfalt. En nøgen kvinde stod nu på gaden og skrubbede sig og lod sig ikke bemærke med de lange blikke fra forbipasserende. Det var efterhånden ikke et særsyn for befolkningen i byen, men de vænnede sig nu alligevel aldrig til det. Til hende. Hun var impulsiv som de færreste og udtryksfuld som ingen anden. Der var ikke nogen, der nogensinde havde kunnet sætte en finger på, hvad der var galt med hende – om der var noget galt med hende – og hun lod ikke selv til at være særligt interesseret i det anliggende.

Hun var bare. 

Velkommen til provinsen

Klokken var 7.45, da jeg fandt mig selv blive blæst bagover af en duft af aftershaves fra de morgenfriske mænd på jagt efter morgenbrødet, der kan akkompagnere det lille glas med Gammel Dansk, der står klar på køkkenbordet derhjemme. Selv havde jeg morgenhår og ingen makeup på, men jeg havde dog været åndsnærværende nok til at huske linser og beklædning.

Det virker som om, der er et socialt kodeks heroppe, jeg endnu ikke har forstået. Når man går til bageren om morgen, så tager man et bad og duftevand på inden. Sådan er reglerne. Jeg har aldrig været god til regler.

Kvinderne har sat permanenten helt skarpt fra morgenstunden og befærder sig hjemmevant mellem sigte- og formfranskbrødene i bagermontren. Selv misser jeg med øjnene og undrer mig over, hvor de glutenfrie eller stenalderbagte brød er at finde.

Velkommen tilbage til provinsen.