Om tidsrøveri og ukendte destinationer

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg ved ikke, hvornår det skete, at tiden begyndte at gå så hurtigt. Nogle dage føles det som om, at alle i min omgangskreds nåede at opfange det længe før jeg. Derfor står jeg nu i slipstrømmen og ser forvirret ud. 

For hvor blev det af? Alt det med at bo tæt på hinanden og lave spontane aftaler og drikke vin på passende og upassende tidspunkter. Det med at ringe på helt skæve tidspunkter og dele brudstykker af liv og ikke være bange for at være et forstyrrende element. Det med lige at stikke forbi hinanden i tide og utide eller hurtigt mødes om dette og hint. Det er ikke rigtigt en mulighed mere. Nu skal alting planlægges. Så vennerne kan være børnefri eller bare i den samme by som en selv.

Jeg ved, at der ikke er noget, der er forsvundet. Det har bare ændret sig. Mine venner er præcis lige så skønne, som de altid har været, de er bare længere væk nu og fokus er et andet. De er flyttet fra Aarhus, blevet gift eller skaber familier. 

Det handler egentlig slet ikke om dem. Det handler om mig. 

For jeg blev stående dér på den samme plet i frigear, da alle de andre begyndte at skifte gear. Jeg prøver stadig at regne ud, hvad mit voksenliv skal dreje sig om. Lidt vindblæst og nogle gange med følelsen af at være helt alene om at stå der, hvor jeg står. 

Men jeg bliver stående lidt endnu. Og min plet er en fin plet at stå på. Motoren tøffer og vidner om, at jeg skal nok komme op i gear igen.

Jeg skal bare lige finde ud af, hvor jeg vil hen først. Og med hvem.

Destination unknown – men chaufføren, det er mig. 

road