Om at skrive på kommando for at opfylde en drøm

by sissemoelgaardpoulsen

At skrive på kommando føles som at spise karameller med papir på. Når ordene kommer til mig af sig selv, er det let nok. Det er, når jeg har besluttet mig for, at ordene skal kunne mere end det, de plejer, at det bliver svært. Jeg vil gerne have lette, ubesværede, smukke formuleringer i hver eneste sætning. Og jeg vil gerne have sætningerne til at fylde sider, kapitler, ja, en hel bog. I dag vil ordene ikke, selv om jeg vil. Jeg kigger ned i kaffekoppen og beslutter mig for at skrive udenom her. Hvis man tager metaskrivevejen, må det i og for sig vel også give afkast på et tidspunkt, tænker jeg. 

At skrive på kommando er at overgive mig til middelmådigheden. Det lyder arrogant, og det er det også. For hver tyvende sætning jeg skriver, er der måske to gode. Men det er de to gode, jeg ånder for. Det er sådan, det er. Jo mere jeg skriver, jo bedre bliver det. Man kan velsagtens ikke starte på toppen. Derfor starter jeg her. Med at skrive sætninger med det eneste formål, at de skal skrives. I håbet om, at jeg med tiden kan skrive noget andet. Noget større. Noget bedre. 

At skrive på kommando er en nødvendighed. De siger, øvelse gør mester. Jeg ved ikke, om jeg vil være mesterlig. Jeg vil bare gerne skrive en bog, som jeg selv gider læse. Jeg vil imponeres over mig selv. Det føles farligt at sige højt, men det er nødvendigt. Det er min retning. Mit mål. Min drøm. Måske står jeg om flere år med den, bogen. Måske i morgen. Måske aldrig. Men det sker i hvert fald ikke, hvis man ikke prøver. 

Derfor skriver jeg på kommando. Rundt om og udenom. Des flere ord der kommer ind i maskineriet, desto mere velsmurt kører det. Så jeg skriver, også selv om jeg ikke skriver. I mit hoved former jeg sætninger, som jeg ser for mit indre blik. Jeg har ord på hjernen. Jeg har en notesbog i tasken. Jeg har kaffe på kanden. På gaden ser jeg måske sur ud, når du passerer mig. Det er jeg ikke i virkeligheden. Jeg er bare koncentreret, fordi jeg tænker i stedsbeskrivelser. Og fordi jeg tænker på dig, som jeg ser dér på gaden. Hvem du er, hvor du kommer fra, hvordan dit liv ser ud. Hvordan jeg ville skrive om dig i min bog, hvis du skulle være i den.

Eller også tænker jeg bare på, hvad dit telefonnummer mon er.