Kærlighed klæder mennesker

by sissemoelgaardpoulsen

Da jeg ser dem, forstår jeg, at ordet ungpigekulør er noget vås. Den slags kulør er aldersuniversel, erfarer jeg efterhånden. De kysser hinanden hengivent og smiler på den der indforståede måde, som kun de to ved, hvad betyder. Det er verdens mindste lufthavn og vi står i priority queue hos et lavpris luftfartsselskab. Alligevel opfører hun sig som om, det er absolut første klasse, gennem hele sin elegante udstråling af je ne sais quoi. Hun har den længste fletning, jeg nogensinde har set. Hun og manden bærer begge safarihatte på den sofistikerede måde til trods for, at de lige har været i Sydfrankrig og nu har kurs mod Danmark. Jeg tvivler på, de skal skyde vilde dyr der, ligesom jeg tvivler på, de har lavet andet end at vandre vinmarkerne tynde med baguettes og brie i picnickurven hernede. De ved, at der er lang tid igen, for flyet er ikke engang landet endnu. Så de sætter sig som de eneste på sæderne uden for køen. Han hvisker noget lavmælt til hende. Hun fniser. Ja, jeg sagde jo, den slags ikke kender alder. Hvis den gjorde, ville det i det her tilfælde være omkring de 70.

På vej ind i flyet griber kvinden sin iPad og sætter klassisk musik på. Hun skruer højt op, mens hun sætter sig på et af flyets forreste sæder. Hun holder sin mand i hånden. Det er tydeligt, at musikken skal dulme hendes nerver. Samtidig ser jeg også på hendes blik, at der i musikken ligger minder. Gode minder. Fælles minder. De tager ikke øjnene fra hinanden, kvinden og manden, og jeg kan se livslang kærlighed i deres blikke. En taknemmelighed for det, de har haft. Det, de stadig har.

Under flyvningen skifter de pladser til en tom række, hvor hun kan putte sig ind til ham. Han er tydeligvis klippen i det forhold. Jeg tror, han kan lide at være det.

Da flyet er landet i Billund, går de foran mig på vejen ud. Vi når landjorden efter trappenedgangen fra flyet, og da stopper parret op. Hun tager en dyb, lettet indånding af den friske, danske luft og griner lidt, mens han drillende purrer op i hendes fletning, som han sikkert har gjort tusind gange før, som for at sige, at det da også er fjollet, hun bliver så bange hver gang.

Hun prikker lidt til ham for at gøre gode miner til slet spil, sådan som de plejer. Så finder hun et kort frem. Nu har hun styringen. Hun ved, hvor de skal hen. Det er tydeligt, at manden stoler på det. Det er op til ham at finde og bære kufferterne. Så holder hun styr på tidsplanen.

Da jeg ser dem forlade ankomsthallen i lufthavnen, når jeg lige at få et glimt af hendes imponerende lange fletning, som manden tager fat i. Han hiver drillende i den et par gange, som var den en gardinsnor. Hun stopper op og kysser ham på kinden.

Og der er den igen. Ungpigekuløren, som de kalder den. Denne gang er det bare på ham.

Hvor kærlighed dog klæder mennesker.

IMG_7789