En beretning fra en flyskræk type

by sissemoelgaardpoulsen

Det er som at befinde sig i en surrealistisk kuppel foret med et liv sat helt på spidsen. Jeg forstår stadig ikke, at det kan lade sig gøre. For mig er det ikke logik, selv om de kloge siger det.

Vi er nu i flyvehøjde. Små 11 km over jordens overflade. Flyets næse har netop sænket sig en smule, det kunne jeg mærke i mellemgulvet. Hermed tillod den flypersonalet at begynde at skubbe rundt med salgsvognen. Jeg skal ikke have noget. Ellers tak. Merci beaucoup, mais non merci. Désollée. Er mæt på adrenalin og har ikke plads til andet i kroppen lige nu.

Under mig bliver Frankrig et mere og mere abstrakt landkort, der foldes ud. Jeg kan ikke længere tyde højdeforskelle på landjorden, men farverne indikerer tydeligt, at vi stadig befinder os sydligt i Europa. Det er ikke de kolde, grønne, danske marker, jeg kan se. Ikke endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke vente, til jeg ser dem igen.

At flyve er en nødvendighed. Både for at komme fra A til B, men også for at holde min dødsangst i skak. For den har jeg. Jeg må, jeg vil og jeg skal flyve, men jeg bryder mig ikke om det. Vi rammer nu en sky, og jeg ved, at de kommer, rystelserne. Jeg ved også af erfaring, at sådan er det bare. Alligevel skriger alt i kroppen på mig, at det er farligt. Hjertet sidder i halsen og pumper blodet ekstra hurtigt og iltet rundt i kroppen, mens det synger “flygt eller kæmp! Vær beredt!”.

Imens prøver jeg at holde mit sind stille. Være uden for mig selv og observere det fænomen, det er at være flyskræk. For det er jeg. Flyskræk og meget følsom. Jeg mærker hver en rystelse. Hver en retningsændring. Hvert et fald i højden. Jeg hører med det samme, om motoren lyder svagere eller stærkere. Selv gennem al musikken fra min iPhone, som jeg forsøger at isolere frygten med.

Hvis jeg er heldig, bliver det her en rolig flyvning. Så kan jeg få en adrenalinpræget lur eller spise nogle af de gode chips, jeg har i min taske. Indtil videre er der dog ret mange skyer, så det må vente, det der med roen. Om ikke andet er det kun to timers frygt. Det kan jeg godt klare. Det skal jeg! Jeg har gjort det før. Og ud kommer jeg jo ligesom ikke.

Folk omkring mig er helt rolige. Jeg misunder dem og prøver at lade det smitte af på mig, mens blodet i mig synger rundt i kroppen, at en eller anden her i flokken jo skal være på vagt. Pudsigt. Det er ren instinkt.

Flyvningen går roligt. Tiden skrider – langsomt, men sikkert. Jeg har fundet ro. Og chips. Kigger på små børn, der sover helt roligt hen over flysæderne. Lytter til god musik. Nyder udsigten og prøver at lade være med at tænke for meget over, hvor syret det er at svæve rundt deroppe over skyerne.

Indtil den kommer. Lyden. De to insisterende bip. Tag din sele på, siger de. Vi er endnu ikke begyndt nedstigningen, så jeg undrer mig. Jeg kan mærke hjertet, der så småt begynder at puste sig op og sætte tempo på. Adrenalinen står på lur. Alle sanser stritter. Jeg kigger efter stewarden. Han annoncerer til passagererne, altså os, altså mig, at vi skal tage vores seler på, og at vi ikke må forlade vores plads. Han fortæller ikke hvorfor. Jeg ved, at det sikkert er på grund af turbulens. Men hvornår kommer den? Hvor vildt bliver det? …er det nu, jeg skal dø? I dag? Og kan man i så fald ringe til dem, man elsker, først?

Stewarden forsvinder. De andre ser forholdsvist upåvirkede ud. Nogle forsøger at gå på toilettet, men bliver gennet tilbage på deres sæder af flypersonalet. Mine øjne er på stilke. Mine ører opfanger alle lyde. Stewarden kommer tilbage og ringer til nogen. Nok ned til de andre stewarder i flyets bagerste del. Han ser alvorlig ud, mens han taler i telefonen, synes jeg. Jeg ryster, men jeg tror ikke, nogen kan se det. Det ville også være pinligt. Det er sikkert ingenting, men lige nu føles det som liv og død i min lille krop. Jeg holder øje med hvert et tegn fra flypersonalet. Lige indtil jeg ser det…

…et smil! Og så et mere. De pjatter med hinanden. Hjertet bevæger sig lige så stille fra drøblen og tilbage på plads i sin hule i brystkassen. Jeg ånder roligt. Slår mig selv i hovedet indvendigt. Mærker et sug i maven. Af lettelse, men også fordi, indflyvningen til mit hjemlands lufthavn er begyndt.

Med det samme, jeg kan se jorden, er jeg rolig. Turbulens og skyer kan bare komme an. Jo tættere, jeg kommer på jorden, jo mere rolig er jeg. Småsnakker med naboen om, hvor hun har købt sin buksedragt henne. Den var fra Jacqueline De Young. Mens vi rammer landingsbanen, taler vi om Legoland og lufthuller. Indvendigt er jeg ekstatisk over at have ramt jorden og har lyst til at grine højt. Nede på jorden var den flyvning jo faktisk det rene ingenting, når man tænker tilbage på den.

Ingenting. Og så alligevel et marathon. Hver eneste gang.

Men jeg gør det igen. Og igen.

En dag lærer jeg det måske.

Helt uden adrenalinrøde kinder.