Det usagte

by sissemoelgaardpoulsen

“Ja, jeg tager lige et smut til Sydfrankrig. Jaja, alene. Kender en, der bor dernede, som jeg kan have base hos. Ork ja, det bliver så godt. Jeg skal bare spise croissanter på fortovscaféer, skrive, læse og kigge på mennesker. Ingen planer, bare ren ferie og livsnydning”.

Sådan sagde jeg, før jeg tog afsted. Det var planen. Det ER planen. Stadig.

Men nu er jeg her, og selv om jeg forsøger at opretholde mit glansbillede af ferien på diverse medier, så tror jeg på, det er vigtigt at fortælle de historier, man helst ikke vil fortælle. Så det gør jeg.

Min solosommerferie til sydens sol er bestemt drevet af lyst. Men også af stædighed. Nødvendighed, nærmest. Jeg VIL kunne selv. Jeg vil helst ikke være afhængig af nogen eller noget. Jeg vil have mod på verden, mennesker og ting, jeg ikke kender. Jeg vil føle mig fri. Jeg vil være hundrede procent i nuet og bare nyde det. Jeg vil kunne se tilbage og sige, at jeg var typen, der gjorde den slags.

Det er bare ikke så let. Ikke for mig, i hvert fald. Jeg er redemenneske med stort R. Jeg er typen, der planlægger. Jeg har behov for en vis grad af forudsigelighed og tryghed. Når jeg kommer ud af min tryghedszone, så reagerer jeg ofte med frygt og lyst til at stikke hovedet i busken eller gemme mig fra alting. Det kan jeg godt mærke tydeligt hernede. Jeg passer meget på mig selv. Jeg får lyst til at blive i den lejlighed, jeg kender. Det tager timer at tage mig sammen til at tage ud af lejligheden og på opdagelse alene. Og når jeg er derude i alt det ukendte, så bliver jeg hurtigt helt vildt træt. For mine sanser sluger det hele. ALT. De kan ikke sortere noget fra. Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse i mine skønne bøger derude. For der er så meget at kigge på. Og holde øje med. Når jeg skal finde mad, er det en større beslutningsproces. Hvilket sted er mon et ok madsted frem for en bakteriebule? Det ved jeg jo ikke. Alt føles lidt som et sats. Indsatsen er mit liv. Sådan lidt sat på spidsen, ikke. Men det bliver ting gerne, når jeg er uden for vante rammer.

Men så er de der. De øjeblikke, hvor jeg glemmer det altsammen og bare ER der. I Middelhavets bølger, for eksempel. Eller i lyden fra cikaderne. Eller i en rigtig god samtale med et menneske, jeg lige har mødt. Så kan jeg godt. Så fungerer det. Så glemmer jeg mig selv.

Og hvis de en dag ikke er der, øjeblikkene – så kan et filter fra instagram fikse det altsammen alligevel.

Jo. Jeg nyder min ferie. Men det kræver kræfter. Det er en kamp med mig selv og hele mit konforme væsen. Nogle gange tror jeg, jeg er den eneste i verden, der har det sådan. Netop derfor synes jeg, den historie er vigtig at fortælle.