Noget Med Ord

Month: juli, 2014

Om tidsrøveri og ukendte destinationer

Jeg ved ikke, hvornår det skete, at tiden begyndte at gå så hurtigt. Nogle dage føles det som om, at alle i min omgangskreds nåede at opfange det længe før jeg. Derfor står jeg nu i slipstrømmen og ser forvirret ud. 

For hvor blev det af? Alt det med at bo tæt på hinanden og lave spontane aftaler og drikke vin på passende og upassende tidspunkter. Det med at ringe på helt skæve tidspunkter og dele brudstykker af liv og ikke være bange for at være et forstyrrende element. Det med lige at stikke forbi hinanden i tide og utide eller hurtigt mødes om dette og hint. Det er ikke rigtigt en mulighed mere. Nu skal alting planlægges. Så vennerne kan være børnefri eller bare i den samme by som en selv.

Jeg ved, at der ikke er noget, der er forsvundet. Det har bare ændret sig. Mine venner er præcis lige så skønne, som de altid har været, de er bare længere væk nu og fokus er et andet. De er flyttet fra Aarhus, blevet gift eller skaber familier. 

Det handler egentlig slet ikke om dem. Det handler om mig. 

For jeg blev stående dér på den samme plet i frigear, da alle de andre begyndte at skifte gear. Jeg prøver stadig at regne ud, hvad mit voksenliv skal dreje sig om. Lidt vindblæst og nogle gange med følelsen af at være helt alene om at stå der, hvor jeg står. 

Men jeg bliver stående lidt endnu. Og min plet er en fin plet at stå på. Motoren tøffer og vidner om, at jeg skal nok komme op i gear igen.

Jeg skal bare lige finde ud af, hvor jeg vil hen først. Og med hvem.

Destination unknown – men chaufføren, det er mig. 

road

 

Om at skrive på kommando for at opfylde en drøm

At skrive på kommando føles som at spise karameller med papir på. Når ordene kommer til mig af sig selv, er det let nok. Det er, når jeg har besluttet mig for, at ordene skal kunne mere end det, de plejer, at det bliver svært. Jeg vil gerne have lette, ubesværede, smukke formuleringer i hver eneste sætning. Og jeg vil gerne have sætningerne til at fylde sider, kapitler, ja, en hel bog. I dag vil ordene ikke, selv om jeg vil. Jeg kigger ned i kaffekoppen og beslutter mig for at skrive udenom her. Hvis man tager metaskrivevejen, må det i og for sig vel også give afkast på et tidspunkt, tænker jeg. 

At skrive på kommando er at overgive mig til middelmådigheden. Det lyder arrogant, og det er det også. For hver tyvende sætning jeg skriver, er der måske to gode. Men det er de to gode, jeg ånder for. Det er sådan, det er. Jo mere jeg skriver, jo bedre bliver det. Man kan velsagtens ikke starte på toppen. Derfor starter jeg her. Med at skrive sætninger med det eneste formål, at de skal skrives. I håbet om, at jeg med tiden kan skrive noget andet. Noget større. Noget bedre. 

At skrive på kommando er en nødvendighed. De siger, øvelse gør mester. Jeg ved ikke, om jeg vil være mesterlig. Jeg vil bare gerne skrive en bog, som jeg selv gider læse. Jeg vil imponeres over mig selv. Det føles farligt at sige højt, men det er nødvendigt. Det er min retning. Mit mål. Min drøm. Måske står jeg om flere år med den, bogen. Måske i morgen. Måske aldrig. Men det sker i hvert fald ikke, hvis man ikke prøver. 

Derfor skriver jeg på kommando. Rundt om og udenom. Des flere ord der kommer ind i maskineriet, desto mere velsmurt kører det. Så jeg skriver, også selv om jeg ikke skriver. I mit hoved former jeg sætninger, som jeg ser for mit indre blik. Jeg har ord på hjernen. Jeg har en notesbog i tasken. Jeg har kaffe på kanden. På gaden ser jeg måske sur ud, når du passerer mig. Det er jeg ikke i virkeligheden. Jeg er bare koncentreret, fordi jeg tænker i stedsbeskrivelser. Og fordi jeg tænker på dig, som jeg ser dér på gaden. Hvem du er, hvor du kommer fra, hvordan dit liv ser ud. Hvordan jeg ville skrive om dig i min bog, hvis du skulle være i den.

Eller også tænker jeg bare på, hvad dit telefonnummer mon er. 

Kærlighed klæder mennesker

Da jeg ser dem, forstår jeg, at ordet ungpigekulør er noget vås. Den slags kulør er aldersuniversel, erfarer jeg efterhånden. De kysser hinanden hengivent og smiler på den der indforståede måde, som kun de to ved, hvad betyder. Det er verdens mindste lufthavn og vi står i priority queue hos et lavpris luftfartsselskab. Alligevel opfører hun sig som om, det er absolut første klasse, gennem hele sin elegante udstråling af je ne sais quoi. Hun har den længste fletning, jeg nogensinde har set. Hun og manden bærer begge safarihatte på den sofistikerede måde til trods for, at de lige har været i Sydfrankrig og nu har kurs mod Danmark. Jeg tvivler på, de skal skyde vilde dyr der, ligesom jeg tvivler på, de har lavet andet end at vandre vinmarkerne tynde med baguettes og brie i picnickurven hernede. De ved, at der er lang tid igen, for flyet er ikke engang landet endnu. Så de sætter sig som de eneste på sæderne uden for køen. Han hvisker noget lavmælt til hende. Hun fniser. Ja, jeg sagde jo, den slags ikke kender alder. Hvis den gjorde, ville det i det her tilfælde være omkring de 70.

På vej ind i flyet griber kvinden sin iPad og sætter klassisk musik på. Hun skruer højt op, mens hun sætter sig på et af flyets forreste sæder. Hun holder sin mand i hånden. Det er tydeligt, at musikken skal dulme hendes nerver. Samtidig ser jeg også på hendes blik, at der i musikken ligger minder. Gode minder. Fælles minder. De tager ikke øjnene fra hinanden, kvinden og manden, og jeg kan se livslang kærlighed i deres blikke. En taknemmelighed for det, de har haft. Det, de stadig har.

Under flyvningen skifter de pladser til en tom række, hvor hun kan putte sig ind til ham. Han er tydeligvis klippen i det forhold. Jeg tror, han kan lide at være det.

Da flyet er landet i Billund, går de foran mig på vejen ud. Vi når landjorden efter trappenedgangen fra flyet, og da stopper parret op. Hun tager en dyb, lettet indånding af den friske, danske luft og griner lidt, mens han drillende purrer op i hendes fletning, som han sikkert har gjort tusind gange før, som for at sige, at det da også er fjollet, hun bliver så bange hver gang.

Hun prikker lidt til ham for at gøre gode miner til slet spil, sådan som de plejer. Så finder hun et kort frem. Nu har hun styringen. Hun ved, hvor de skal hen. Det er tydeligt, at manden stoler på det. Det er op til ham at finde og bære kufferterne. Så holder hun styr på tidsplanen.

Da jeg ser dem forlade ankomsthallen i lufthavnen, når jeg lige at få et glimt af hendes imponerende lange fletning, som manden tager fat i. Han hiver drillende i den et par gange, som var den en gardinsnor. Hun stopper op og kysser ham på kinden.

Og der er den igen. Ungpigekuløren, som de kalder den. Denne gang er det bare på ham.

Hvor kærlighed dog klæder mennesker.

IMG_7789

En beretning fra en flyskræk type

Det er som at befinde sig i en surrealistisk kuppel foret med et liv sat helt på spidsen. Jeg forstår stadig ikke, at det kan lade sig gøre. For mig er det ikke logik, selv om de kloge siger det.

Vi er nu i flyvehøjde. Små 11 km over jordens overflade. Flyets næse har netop sænket sig en smule, det kunne jeg mærke i mellemgulvet. Hermed tillod den flypersonalet at begynde at skubbe rundt med salgsvognen. Jeg skal ikke have noget. Ellers tak. Merci beaucoup, mais non merci. Désollée. Er mæt på adrenalin og har ikke plads til andet i kroppen lige nu.

Under mig bliver Frankrig et mere og mere abstrakt landkort, der foldes ud. Jeg kan ikke længere tyde højdeforskelle på landjorden, men farverne indikerer tydeligt, at vi stadig befinder os sydligt i Europa. Det er ikke de kolde, grønne, danske marker, jeg kan se. Ikke endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke vente, til jeg ser dem igen.

At flyve er en nødvendighed. Både for at komme fra A til B, men også for at holde min dødsangst i skak. For den har jeg. Jeg må, jeg vil og jeg skal flyve, men jeg bryder mig ikke om det. Vi rammer nu en sky, og jeg ved, at de kommer, rystelserne. Jeg ved også af erfaring, at sådan er det bare. Alligevel skriger alt i kroppen på mig, at det er farligt. Hjertet sidder i halsen og pumper blodet ekstra hurtigt og iltet rundt i kroppen, mens det synger “flygt eller kæmp! Vær beredt!”.

Imens prøver jeg at holde mit sind stille. Være uden for mig selv og observere det fænomen, det er at være flyskræk. For det er jeg. Flyskræk og meget følsom. Jeg mærker hver en rystelse. Hver en retningsændring. Hvert et fald i højden. Jeg hører med det samme, om motoren lyder svagere eller stærkere. Selv gennem al musikken fra min iPhone, som jeg forsøger at isolere frygten med.

Hvis jeg er heldig, bliver det her en rolig flyvning. Så kan jeg få en adrenalinpræget lur eller spise nogle af de gode chips, jeg har i min taske. Indtil videre er der dog ret mange skyer, så det må vente, det der med roen. Om ikke andet er det kun to timers frygt. Det kan jeg godt klare. Det skal jeg! Jeg har gjort det før. Og ud kommer jeg jo ligesom ikke.

Folk omkring mig er helt rolige. Jeg misunder dem og prøver at lade det smitte af på mig, mens blodet i mig synger rundt i kroppen, at en eller anden her i flokken jo skal være på vagt. Pudsigt. Det er ren instinkt.

Flyvningen går roligt. Tiden skrider – langsomt, men sikkert. Jeg har fundet ro. Og chips. Kigger på små børn, der sover helt roligt hen over flysæderne. Lytter til god musik. Nyder udsigten og prøver at lade være med at tænke for meget over, hvor syret det er at svæve rundt deroppe over skyerne.

Indtil den kommer. Lyden. De to insisterende bip. Tag din sele på, siger de. Vi er endnu ikke begyndt nedstigningen, så jeg undrer mig. Jeg kan mærke hjertet, der så småt begynder at puste sig op og sætte tempo på. Adrenalinen står på lur. Alle sanser stritter. Jeg kigger efter stewarden. Han annoncerer til passagererne, altså os, altså mig, at vi skal tage vores seler på, og at vi ikke må forlade vores plads. Han fortæller ikke hvorfor. Jeg ved, at det sikkert er på grund af turbulens. Men hvornår kommer den? Hvor vildt bliver det? …er det nu, jeg skal dø? I dag? Og kan man i så fald ringe til dem, man elsker, først?

Stewarden forsvinder. De andre ser forholdsvist upåvirkede ud. Nogle forsøger at gå på toilettet, men bliver gennet tilbage på deres sæder af flypersonalet. Mine øjne er på stilke. Mine ører opfanger alle lyde. Stewarden kommer tilbage og ringer til nogen. Nok ned til de andre stewarder i flyets bagerste del. Han ser alvorlig ud, mens han taler i telefonen, synes jeg. Jeg ryster, men jeg tror ikke, nogen kan se det. Det ville også være pinligt. Det er sikkert ingenting, men lige nu føles det som liv og død i min lille krop. Jeg holder øje med hvert et tegn fra flypersonalet. Lige indtil jeg ser det…

…et smil! Og så et mere. De pjatter med hinanden. Hjertet bevæger sig lige så stille fra drøblen og tilbage på plads i sin hule i brystkassen. Jeg ånder roligt. Slår mig selv i hovedet indvendigt. Mærker et sug i maven. Af lettelse, men også fordi, indflyvningen til mit hjemlands lufthavn er begyndt.

Med det samme, jeg kan se jorden, er jeg rolig. Turbulens og skyer kan bare komme an. Jo tættere, jeg kommer på jorden, jo mere rolig er jeg. Småsnakker med naboen om, hvor hun har købt sin buksedragt henne. Den var fra Jacqueline De Young. Mens vi rammer landingsbanen, taler vi om Legoland og lufthuller. Indvendigt er jeg ekstatisk over at have ramt jorden og har lyst til at grine højt. Nede på jorden var den flyvning jo faktisk det rene ingenting, når man tænker tilbage på den.

Ingenting. Og så alligevel et marathon. Hver eneste gang.

Men jeg gør det igen. Og igen.

En dag lærer jeg det måske.

Helt uden adrenalinrøde kinder.

Det usagte

“Ja, jeg tager lige et smut til Sydfrankrig. Jaja, alene. Kender en, der bor dernede, som jeg kan have base hos. Ork ja, det bliver så godt. Jeg skal bare spise croissanter på fortovscaféer, skrive, læse og kigge på mennesker. Ingen planer, bare ren ferie og livsnydning”.

Sådan sagde jeg, før jeg tog afsted. Det var planen. Det ER planen. Stadig.

Men nu er jeg her, og selv om jeg forsøger at opretholde mit glansbillede af ferien på diverse medier, så tror jeg på, det er vigtigt at fortælle de historier, man helst ikke vil fortælle. Så det gør jeg.

Min solosommerferie til sydens sol er bestemt drevet af lyst. Men også af stædighed. Nødvendighed, nærmest. Jeg VIL kunne selv. Jeg vil helst ikke være afhængig af nogen eller noget. Jeg vil have mod på verden, mennesker og ting, jeg ikke kender. Jeg vil føle mig fri. Jeg vil være hundrede procent i nuet og bare nyde det. Jeg vil kunne se tilbage og sige, at jeg var typen, der gjorde den slags.

Det er bare ikke så let. Ikke for mig, i hvert fald. Jeg er redemenneske med stort R. Jeg er typen, der planlægger. Jeg har behov for en vis grad af forudsigelighed og tryghed. Når jeg kommer ud af min tryghedszone, så reagerer jeg ofte med frygt og lyst til at stikke hovedet i busken eller gemme mig fra alting. Det kan jeg godt mærke tydeligt hernede. Jeg passer meget på mig selv. Jeg får lyst til at blive i den lejlighed, jeg kender. Det tager timer at tage mig sammen til at tage ud af lejligheden og på opdagelse alene. Og når jeg er derude i alt det ukendte, så bliver jeg hurtigt helt vildt træt. For mine sanser sluger det hele. ALT. De kan ikke sortere noget fra. Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse i mine skønne bøger derude. For der er så meget at kigge på. Og holde øje med. Når jeg skal finde mad, er det en større beslutningsproces. Hvilket sted er mon et ok madsted frem for en bakteriebule? Det ved jeg jo ikke. Alt føles lidt som et sats. Indsatsen er mit liv. Sådan lidt sat på spidsen, ikke. Men det bliver ting gerne, når jeg er uden for vante rammer.

Men så er de der. De øjeblikke, hvor jeg glemmer det altsammen og bare ER der. I Middelhavets bølger, for eksempel. Eller i lyden fra cikaderne. Eller i en rigtig god samtale med et menneske, jeg lige har mødt. Så kan jeg godt. Så fungerer det. Så glemmer jeg mig selv.

Og hvis de en dag ikke er der, øjeblikkene – så kan et filter fra instagram fikse det altsammen alligevel.

Jo. Jeg nyder min ferie. Men det kræver kræfter. Det er en kamp med mig selv og hele mit konforme væsen. Nogle gange tror jeg, jeg er den eneste i verden, der har det sådan. Netop derfor synes jeg, den historie er vigtig at fortælle.

Med fransk på

“Inglés?”, sagde han med fransk på, mens han halvgrinende kiggede på mig hen over disken.

“Mais non”, sagde jeg insisterende, slog ud med hænderne og sagde, på hvad jeg håbede var klingende fransk: “Jeg prøver jo virkelig”.

Så blev han lidt mere overbevist, og når franskmænd gør den slags, så tester de gerne een med en lang og hurtig sætning efterfølgende. Det skete også her, men jeg var lige landet og stod med resterne af flynerver og lur malet i ansigtet, så jeg blev ærlig talt taget lidt på sengen, og jeg tabte kampen.

Det blev på engelsk derfra. Der kunne jeg til gengæld udradere ham, hvis jeg ville.

Det ville jeg ikke. Jeg ville bare have mit pain au chocolat og min espresso med mælk, så jeg kunne fordrive ventetiden mod mit togs afgang halvanden time senere. Det fik jeg så.

På perronen satte jeg mig for mig selv i skyggen og skulle bare lige lande lidt mentalt. Omstille mig. “Nu er det med fransk på”, mindede jeg mig selv om. Og det var det virkelig. Manden på bænken ti meter fra mig kæderøg Gauloise. Røgen blev tit fanget under skyggen på hans hat, før den steg ud i osen fra togene. Jeg ved ikke, om han i virkeligheden skulle andet end at sidde dér og ryge dagen lang. Det virkede ikke sådan. Men i Frankrig er den slags også helt okay, synes jeg. Sådan kan man godt gøre her. Det behøver ikke være mærkeligt.

De synes til gengæld, det er lidt mærkeligt og dragende med mit lyse hår. Selv om det er tyndt og en smule frisørfarvet. På vejen mod min destination drejede mit hår op til adskillige (mande)hoveder og da jeg senere stod og ventede på min sporvogn, kom en lille sigøjnerpige hen til mig og begyndte at stå og røre ved det helt uden hæmninger, mens hun kvidrede løs på fransk.

Og mig? Jeg gør ikke så meget. Jeg bare er her. Går rundt i byen og suger til mig af indtryk og forstår dem først rigtigt, når de er blevet nedfældet på skrift.

Og så er jeg begyndt at tænke på fransk. Det gør tingene langt mere simple. Jeg kan nemlig ikke så mange ord. Se bare her:

Baguette. Vin. Fromage. Olives.
– det er dét, der er i mit hoved.

Det var jo det, jeg sagde. Nu er det med fransk på.