I mit lille æggebæger.

by sissemoelgaardpoulsen

For præcis 2 år siden trådte jeg ind ad døren her med meget spæde skridt. På det tidspunkt føltes alt som sprød butterdej, der har bagt så længe i ovnen, at den krakelerer, hvis man vover at røre den. Jeg var præcis sådan og krakelerede ved selv den mindste berøring. Jeg havde ikke selv valgt at komme her. Men omstændighederne ledte mig herhen. Langsomt byggede jeg rede og hærdede. Min skal af sprød butterdej forsvandt. Jeg blev mig selv igen. Lige her. I reden. 

Det har været en skøn rede, hvor jeg kunne gøre lige det, jeg ville; hvor jeg altid følte mig tryg; hvor jeg kunne sige de mest langt ude ting højt og grine af det; hvor jeg kunne lave forårsruller klokken 4 om natten i en kæmpe brandert; hvor jeg kunne sende indforståede blikke til min roomie i køkkenet og lave lydløs highfive uden at vække nogen, hvis man havde været heldig i byen aftenen før. Hvor jeg kunne gå en hel dag i grimt tøj med fedtet hår uden at der blev grinet af det. Hvor jeg altid kunne bryde ind, hvis jeg låste mig ude. 

Nu er reden revet fra hinanden. Puttet i kasser med forskellige destinationer. Livet rives op med rode. Sådan føles det. Det er lige dele sentimentalt og spændende. Jeg aner ikke, hvor jeg har rede om et halvt år, men jeg glæder mig til at finde ud af det. Regnen falder støt og omslutter mig med de trygge lyde af regn på bliktaget udenfor, som jeg efterhånden kender så godt. Jeg har været heldig med roen her. Og med minderne. Der er sket mange gode ting i det lille hjem. I mit lille æggebæger.