Ambivalente drømmescenarier

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg vil på en måde det hele. Begge dele.

Så meget, at jeg ikke aner, hvad jeg vil.

Jeg vil stå der med åbne arme, når han kommer hjem fra arbejde. Åbne arme og kage og kloge, smukke børn, som godt tør få jord under neglene men også ved, hvornår det skal vaskes af igen. Så står jeg der med kagen og han kigger på mig, som om det var første gang, han så mig. Altså ikke på den overraskede måde, vel, men på den måde, hvor han stadig undres over, hvor heldig han var med at møde en skabning som mig – en skabning, som han fik lov til at kysse på og selv blive kysset af. I løbet af dagen, mens kagen stod i ovnen og vasketøjet lufttørrede i haven, foretog jeg opringninger som research til min 2. bog. En bog, jeg fik skrevet ti sider på i samme åndedrag, som jeg satte mig ved computeren. Jeg vil spise kage med dem, jeg elsker, og så vil jeg lave mad til dem, jeg elsker, og så vil jeg drikke et glas vin post børnenes sengetid med ham, jeg elsker – og vi skal tale om virkelig småborgerlige og provinsagtige ting krydret af vores intellektuelle vinkler. Selvfølgelig. Og lade op til, at jeg den følgende morgen holder skrivefri og tager i skole for at undervise små poder i danskfagets fortræffeligheder. For den slags gør jeg på deltid. Sådan hænger det sammen. Med kummefryser og lakrids mellem tæerne og havregryn med mælk.

Men.

Jeg vil også sidde der i den lille loftslejlighed og bade i melankoli, mens jeg kigger ud over den summende, franske storby og skriver lange tekster om alt det indeni og udenpå. Naturen har jeg taget med mig ind i køleskabet, der er proppet med grøntsager fra det lille marked nede på place de la etellerandet, og en gang imellem, når det hele bliver for meget, stikker jeg hovedet derind og snuser til alt det grønne, og så skynder jeg mig til yoga. Sådan husker jeg at mærke mig selv. Og jeg er ved at dø af længsel efter det altsammen, alt det trygge og rare og kærlige hjemme i Danmark, men det er samtidig dét, der driver mig til at skrive. Og når jeg skriver, mens jeg sidder derude i bybilledet og betragter mennesker, ja, så møder jeg mennesker. Flygtige bekendtskaber, som kan forsvinde i tidens slipstrøm hurtigere end jeg selv forstår. Jeg lever og ånder for mødet. Betragtningerne. Alt det, der er liv omkring mig. Jeg har en stor bekendtskabskreds og jeg holder mig til der, hvor der sker noget. Gud bedre, at jeg nogensinde skulle gå i stå.

Ja. Jeg vil det hele.

Og alligevel ved jeg slet ikke, hvor jeg ender. Ud over her. Ved tastaturet. Gang på gang.

For der er noget med de ord.

Ordene – ja, dem vil jeg. Jeg kan ikke lade være.

De kan ikke lade mig være.