Mon det er et liv at leve på en avocado og nogle mandler?

by sissemoelgaardpoulsen

Du skal bare holde op med at tænke på det. Så går det over. Tænk på noget andet. Noget rart. Så bliver alt bedre.”

Sådan lød devisen mange gange i barndommen. Og den var mestendels sand.

Men ikke altid. Ikke nu.

Lige nu er det “ikke altid”. Det har det været i et helt år. Snart sagt alle strategier er afprøvet: Diæt – først den ene slags, så den anden; lægeundersøgelser på mange ledder og kanter; fysioterapi; kranio-sakralterapi; helsekostgøgl; medicin i mange afskygninger; teorien om, at det hele var et spørgsmål om stress. Nogle tilgange hjalp lidt i perioder, og diagnoser var da også blevet stillet, men det havde ikke været til at finde et system i, og det var heller ikke forsvundet særlig længe ad gangen. Hvis overhovedet. Det var ikke entydigt hverken det ene eller det andet. Men det var der. Og det er der. Stadig.

Følelsen af at være fanget i egen krop er på sin vis nærværende hver eneste dag. Nogle dage fylder det mere end andre. Nogle dage er det så frygtindgydende, at det ikke er til at holde ud. Og man forstår det ikke, hvis man ikke har været der. Følelsen af at blive kvalt er nemlig en af de mest intimiderende følelser. Det er ubeskriveligt. Den skifter også form, følelsen. Nogle dage som en stor klump i halsen, som trykker ind på luftrøret. Nogle dage som et gulvtæppe belagt i hele svælget. Nogle dage som om, halsen er så tør og hævet, at man snart ikke kan synke. Men det kan man. Også selv om det nu klikker og strubelåget går imod spiserøret, eller hvad det nu er. Når det bliver allerværst, handler det om mental ro og styrke. Og om for helvede ikke at spise sukker og drikke kaffe og alkohol, selv om det er så svært at lade være. Og om erfaringen, som siger en, at man må gå til halslægen igen. ØNH’eren, som giver en den samme diagnose for fjerde gang dette år. Så man ryger på medicin igen. Flere slags. Og selv om alle siger, at raske mennesker ikke bliver ramt af den slags diagnoser, for det er ikke normalt, så ser man sig selv få den igen og igen. Og man undrer sig. Frustrationen vokser. Man forstår ingenting. Og ingen kan give en endegyldig forklaring eller løsning. Kun medicin og “man må prøve sig frem”.

Det handler om mental styrke. At tænke på noget andet. Og på en måde bliver det bedre af det nogle dage. Så kan man bedre holde det ud. Men det forsvinder ikke. Og man kan ikke lade være med at tænke, om det mon skal fortsætte for altid. Om man skal leve på en avocado og nogle mandler resten af sine dage. Og om det i virkeligheden ville være at leve. Sådan rigtigt.