Om min far

by sissemoelgaardpoulsen

Nogle vil mene, at han ikke gør meget væsen ud af sig.

Min far.

Det er på en måde rigtigt nok. Han er ikke nødvendigvis en frembrusende type af mange ord. Alligevel er man ikke i tvivl om, at han er der. Og hvem han er.

Mine venner forstod ikke altid, hvad min far sagde til dem, når de var på besøg hos mig. Han insisterer nemlig på at tale sit modersmål – altså med dialekt. Så måtte jeg agere oversætter. Sådan er han, min far. Principfast og stålfast. Det beundrer jeg ham faktisk for.

Engang troede jeg ikke, min far var en særlig følsom mand. Det har jeg taget gruelig fejl af. Som årene er gået har jeg lært en far at kende, som tydeligvis elsker sine børn meget højt. Med Facebooks indtog viser han for eksempel sin stolthed over sine børn ved at dele deres bedrifter på sin væg. Og han skriver SMS’er til en. Det havde jeg aldrig forestillet mig ville ske.

Den slags med kærlighed til hinanden har vi ikke altid talt om, men så har han vist det på så mange andre måder. Som for eksempel ved at bygge møbler. Så kunne han for eksempel lige tage en masse overarbejde for at lave en bordplade til køkkenet i en af de lejligheder, jeg har boet i. Eller et skrivebord. Eller komme til Aarhus for at skrue ting i min væg. Eller hjælpe med at flytte. Eller som dengang han blev klog på heste og byggede ridebane og hesteboks for at opfylde mit hedeste ønske om en pony i stalden.

Han giver altid en hånd med. Han ville dele sine allersidste penge med et menneske i nød, hvis det blev nødvendigt. Han har om nogen lært mig, at man kommer længst med næstekærlighed. Man skal hjælpe hinanden.

Efterhånden er han blevet en åben bog, min far. Det har jeg vist arvet fra ham. Jeg ved egentlig ikke, om han selv ved det, men jeg kan se på ham med det samme, hvordan han egentlig har det. For eksempel, hvis han har sagt noget, han selv synes er virkelig sjovt, men forsøger at underspille det for at give plads til modtagerens reaktion. Han kan bare ikke skjule den slags. En tåre eller to kan også trille ned ad kinden på ham, når noget bliver rørende. Det kan jeg godt lide ham for.

Min far er en sej far. I årevis har han cyklet dag ud og dag ind for at komme på arbejde, så min mor kunne have bilen. Nogle dage cyklede han en omvej på 7-8 km for at hente mig i børnehaven. Det var ret fedt at sidde der bag på den blå racercykel. Også selv om det regnede.

Ja. Nogle vil mene, han ikke gør meget væsen ud af sig. Min far.

Men for mig er han et af de mennesker, der har præget mig allermest. Han har om nogen været med til at give mig en god ballast og tilgang til andre mennesker.

Det er ikke meget, vi taler om den slags. Men jeg er stolt af at have ham som far.

Og hvilken bedre anledning end Fars Dag til at skrive om den slags?