Om at stå af i Horsens.

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg kan godt lide at være i transport.

Så længe jeg transporteres, er jeg aldrig i stilstand. Heller ikke selv om jeg nogle gange føler, jeg står i stampe. 

Jeg kan særlig godt lide tog.

Her kan jeg sidde og tage stilling til verden, mens den passerer udenfor. Det er nærmest som at se fjernsyn. Bortset fra, at det er mig, der flytter mig.

Selv om jeg ikke gør det. 

Jeg betaler for at indtage en plads, hvorfra man kan bevæge sig gennem et stykke af verden helt uden at gøre noget for det. 

Nuvel, jeg kan gå et smut på toilettet, hvis jeg ønsker. Eller finde salgsdamen. 

Nogle gange har jeg tænkt over, at det er ret vildt at bevæge sig inde i noget, der allerede er i bevægelse. Det er lige før, den slags bliver for meta for mig. 

Så jeg sidder som regel stille. Kigger ud.

Eller på dig.

Ja, for nogle gange sidder du over for mig. Eller sådan en som dig.

Jeg kigger på dig og håber ikke -og så alligevel lidt- at du ser, at jeg kigger lidt skjult på dig. 

Så retter jeg måske på håret og kigger ned for at se, om jeg stadig har en kavalergang som heldigvis er for klassisk underspillet til at være slutty, men alligevel tilpas synlig.

Nogle gange er du sgu så pæn, at jeg glemmer verden, der farer forbi uden for vinduet.

Eller så pæn, at jeg ville ønske, tiden stod stille, så du ikke stod af. 

I forbandede Horsens.