Noget Med Ord

Month: juni, 2014

I mit lille æggebæger.

For præcis 2 år siden trådte jeg ind ad døren her med meget spæde skridt. På det tidspunkt føltes alt som sprød butterdej, der har bagt så længe i ovnen, at den krakelerer, hvis man vover at røre den. Jeg var præcis sådan og krakelerede ved selv den mindste berøring. Jeg havde ikke selv valgt at komme her. Men omstændighederne ledte mig herhen. Langsomt byggede jeg rede og hærdede. Min skal af sprød butterdej forsvandt. Jeg blev mig selv igen. Lige her. I reden. 

Det har været en skøn rede, hvor jeg kunne gøre lige det, jeg ville; hvor jeg altid følte mig tryg; hvor jeg kunne sige de mest langt ude ting højt og grine af det; hvor jeg kunne lave forårsruller klokken 4 om natten i en kæmpe brandert; hvor jeg kunne sende indforståede blikke til min roomie i køkkenet og lave lydløs highfive uden at vække nogen, hvis man havde været heldig i byen aftenen før. Hvor jeg kunne gå en hel dag i grimt tøj med fedtet hår uden at der blev grinet af det. Hvor jeg altid kunne bryde ind, hvis jeg låste mig ude. 

Nu er reden revet fra hinanden. Puttet i kasser med forskellige destinationer. Livet rives op med rode. Sådan føles det. Det er lige dele sentimentalt og spændende. Jeg aner ikke, hvor jeg har rede om et halvt år, men jeg glæder mig til at finde ud af det. Regnen falder støt og omslutter mig med de trygge lyde af regn på bliktaget udenfor, som jeg efterhånden kender så godt. Jeg har været heldig med roen her. Og med minderne. Der er sket mange gode ting i det lille hjem. I mit lille æggebæger. 

 

Ambivalente drømmescenarier

Jeg vil på en måde det hele. Begge dele.

Så meget, at jeg ikke aner, hvad jeg vil.

Jeg vil stå der med åbne arme, når han kommer hjem fra arbejde. Åbne arme og kage og kloge, smukke børn, som godt tør få jord under neglene men også ved, hvornår det skal vaskes af igen. Så står jeg der med kagen og han kigger på mig, som om det var første gang, han så mig. Altså ikke på den overraskede måde, vel, men på den måde, hvor han stadig undres over, hvor heldig han var med at møde en skabning som mig – en skabning, som han fik lov til at kysse på og selv blive kysset af. I løbet af dagen, mens kagen stod i ovnen og vasketøjet lufttørrede i haven, foretog jeg opringninger som research til min 2. bog. En bog, jeg fik skrevet ti sider på i samme åndedrag, som jeg satte mig ved computeren. Jeg vil spise kage med dem, jeg elsker, og så vil jeg lave mad til dem, jeg elsker, og så vil jeg drikke et glas vin post børnenes sengetid med ham, jeg elsker – og vi skal tale om virkelig småborgerlige og provinsagtige ting krydret af vores intellektuelle vinkler. Selvfølgelig. Og lade op til, at jeg den følgende morgen holder skrivefri og tager i skole for at undervise små poder i danskfagets fortræffeligheder. For den slags gør jeg på deltid. Sådan hænger det sammen. Med kummefryser og lakrids mellem tæerne og havregryn med mælk.

Men.

Jeg vil også sidde der i den lille loftslejlighed og bade i melankoli, mens jeg kigger ud over den summende, franske storby og skriver lange tekster om alt det indeni og udenpå. Naturen har jeg taget med mig ind i køleskabet, der er proppet med grøntsager fra det lille marked nede på place de la etellerandet, og en gang imellem, når det hele bliver for meget, stikker jeg hovedet derind og snuser til alt det grønne, og så skynder jeg mig til yoga. Sådan husker jeg at mærke mig selv. Og jeg er ved at dø af længsel efter det altsammen, alt det trygge og rare og kærlige hjemme i Danmark, men det er samtidig dét, der driver mig til at skrive. Og når jeg skriver, mens jeg sidder derude i bybilledet og betragter mennesker, ja, så møder jeg mennesker. Flygtige bekendtskaber, som kan forsvinde i tidens slipstrøm hurtigere end jeg selv forstår. Jeg lever og ånder for mødet. Betragtningerne. Alt det, der er liv omkring mig. Jeg har en stor bekendtskabskreds og jeg holder mig til der, hvor der sker noget. Gud bedre, at jeg nogensinde skulle gå i stå.

Ja. Jeg vil det hele.

Og alligevel ved jeg slet ikke, hvor jeg ender. Ud over her. Ved tastaturet. Gang på gang.

For der er noget med de ord.

Ordene – ja, dem vil jeg. Jeg kan ikke lade være.

De kan ikke lade mig være.

 

Mon det er et liv at leve på en avocado og nogle mandler?

Du skal bare holde op med at tænke på det. Så går det over. Tænk på noget andet. Noget rart. Så bliver alt bedre.”

Sådan lød devisen mange gange i barndommen. Og den var mestendels sand.

Men ikke altid. Ikke nu.

Lige nu er det “ikke altid”. Det har det været i et helt år. Snart sagt alle strategier er afprøvet: Diæt – først den ene slags, så den anden; lægeundersøgelser på mange ledder og kanter; fysioterapi; kranio-sakralterapi; helsekostgøgl; medicin i mange afskygninger; teorien om, at det hele var et spørgsmål om stress. Nogle tilgange hjalp lidt i perioder, og diagnoser var da også blevet stillet, men det havde ikke været til at finde et system i, og det var heller ikke forsvundet særlig længe ad gangen. Hvis overhovedet. Det var ikke entydigt hverken det ene eller det andet. Men det var der. Og det er der. Stadig.

Følelsen af at være fanget i egen krop er på sin vis nærværende hver eneste dag. Nogle dage fylder det mere end andre. Nogle dage er det så frygtindgydende, at det ikke er til at holde ud. Og man forstår det ikke, hvis man ikke har været der. Følelsen af at blive kvalt er nemlig en af de mest intimiderende følelser. Det er ubeskriveligt. Den skifter også form, følelsen. Nogle dage som en stor klump i halsen, som trykker ind på luftrøret. Nogle dage som et gulvtæppe belagt i hele svælget. Nogle dage som om, halsen er så tør og hævet, at man snart ikke kan synke. Men det kan man. Også selv om det nu klikker og strubelåget går imod spiserøret, eller hvad det nu er. Når det bliver allerværst, handler det om mental ro og styrke. Og om for helvede ikke at spise sukker og drikke kaffe og alkohol, selv om det er så svært at lade være. Og om erfaringen, som siger en, at man må gå til halslægen igen. ØNH’eren, som giver en den samme diagnose for fjerde gang dette år. Så man ryger på medicin igen. Flere slags. Og selv om alle siger, at raske mennesker ikke bliver ramt af den slags diagnoser, for det er ikke normalt, så ser man sig selv få den igen og igen. Og man undrer sig. Frustrationen vokser. Man forstår ingenting. Og ingen kan give en endegyldig forklaring eller løsning. Kun medicin og “man må prøve sig frem”.

Det handler om mental styrke. At tænke på noget andet. Og på en måde bliver det bedre af det nogle dage. Så kan man bedre holde det ud. Men det forsvinder ikke. Og man kan ikke lade være med at tænke, om det mon skal fortsætte for altid. Om man skal leve på en avocado og nogle mandler resten af sine dage. Og om det i virkeligheden ville være at leve. Sådan rigtigt.

Om min far

Nogle vil mene, at han ikke gør meget væsen ud af sig.

Min far.

Det er på en måde rigtigt nok. Han er ikke nødvendigvis en frembrusende type af mange ord. Alligevel er man ikke i tvivl om, at han er der. Og hvem han er.

Mine venner forstod ikke altid, hvad min far sagde til dem, når de var på besøg hos mig. Han insisterer nemlig på at tale sit modersmål – altså med dialekt. Så måtte jeg agere oversætter. Sådan er han, min far. Principfast og stålfast. Det beundrer jeg ham faktisk for.

Engang troede jeg ikke, min far var en særlig følsom mand. Det har jeg taget gruelig fejl af. Som årene er gået har jeg lært en far at kende, som tydeligvis elsker sine børn meget højt. Med Facebooks indtog viser han for eksempel sin stolthed over sine børn ved at dele deres bedrifter på sin væg. Og han skriver SMS’er til en. Det havde jeg aldrig forestillet mig ville ske.

Den slags med kærlighed til hinanden har vi ikke altid talt om, men så har han vist det på så mange andre måder. Som for eksempel ved at bygge møbler. Så kunne han for eksempel lige tage en masse overarbejde for at lave en bordplade til køkkenet i en af de lejligheder, jeg har boet i. Eller et skrivebord. Eller komme til Aarhus for at skrue ting i min væg. Eller hjælpe med at flytte. Eller som dengang han blev klog på heste og byggede ridebane og hesteboks for at opfylde mit hedeste ønske om en pony i stalden.

Han giver altid en hånd med. Han ville dele sine allersidste penge med et menneske i nød, hvis det blev nødvendigt. Han har om nogen lært mig, at man kommer længst med næstekærlighed. Man skal hjælpe hinanden.

Efterhånden er han blevet en åben bog, min far. Det har jeg vist arvet fra ham. Jeg ved egentlig ikke, om han selv ved det, men jeg kan se på ham med det samme, hvordan han egentlig har det. For eksempel, hvis han har sagt noget, han selv synes er virkelig sjovt, men forsøger at underspille det for at give plads til modtagerens reaktion. Han kan bare ikke skjule den slags. En tåre eller to kan også trille ned ad kinden på ham, når noget bliver rørende. Det kan jeg godt lide ham for.

Min far er en sej far. I årevis har han cyklet dag ud og dag ind for at komme på arbejde, så min mor kunne have bilen. Nogle dage cyklede han en omvej på 7-8 km for at hente mig i børnehaven. Det var ret fedt at sidde der bag på den blå racercykel. Også selv om det regnede.

Ja. Nogle vil mene, han ikke gør meget væsen ud af sig. Min far.

Men for mig er han et af de mennesker, der har præget mig allermest. Han har om nogen været med til at give mig en god ballast og tilgang til andre mennesker.

Det er ikke meget, vi taler om den slags. Men jeg er stolt af at have ham som far.

Og hvilken bedre anledning end Fars Dag til at skrive om den slags?

Om at stå af i Horsens.

Jeg kan godt lide at være i transport.

Så længe jeg transporteres, er jeg aldrig i stilstand. Heller ikke selv om jeg nogle gange føler, jeg står i stampe. 

Jeg kan særlig godt lide tog.

Her kan jeg sidde og tage stilling til verden, mens den passerer udenfor. Det er nærmest som at se fjernsyn. Bortset fra, at det er mig, der flytter mig.

Selv om jeg ikke gør det. 

Jeg betaler for at indtage en plads, hvorfra man kan bevæge sig gennem et stykke af verden helt uden at gøre noget for det. 

Nuvel, jeg kan gå et smut på toilettet, hvis jeg ønsker. Eller finde salgsdamen. 

Nogle gange har jeg tænkt over, at det er ret vildt at bevæge sig inde i noget, der allerede er i bevægelse. Det er lige før, den slags bliver for meta for mig. 

Så jeg sidder som regel stille. Kigger ud.

Eller på dig.

Ja, for nogle gange sidder du over for mig. Eller sådan en som dig.

Jeg kigger på dig og håber ikke -og så alligevel lidt- at du ser, at jeg kigger lidt skjult på dig. 

Så retter jeg måske på håret og kigger ned for at se, om jeg stadig har en kavalergang som heldigvis er for klassisk underspillet til at være slutty, men alligevel tilpas synlig.

Nogle gange er du sgu så pæn, at jeg glemmer verden, der farer forbi uden for vinduet.

Eller så pæn, at jeg ville ønske, tiden stod stille, så du ikke stod af. 

I forbandede Horsens.