Man kan ikke score damer med en lyserød barnevogn.

by sissemoelgaardpoulsen

Nogle af kammeraterne havde med brovtende miner sagt, at der var masser af fisse i at gå tur med sit barn i barnevogn. Så han promenerede op og ned langs strøget i byen med en kaffe i kopholderen og et vågent øje på damer i farvandet. I det skjulte ville han ønske, det var en fadøl, der var i kopholderen. Han var virkelig glad for det barn, men verden var ligesom bare blevet så forbandet bøvlet efter dets ankomst. En fadøl – nåhja, og en varm og ukendt favn – ville i den forbindelse ikke være sådan at fornægte. Vel. 

De, altså kammeraterne, havde bare glemt at fortælle ham, at farven på barnevognen havde noget at sige i forbindelse med at tiltrække sig damer. Den var fuld af dominerende lyserød. Det var hans egen skyld. Den dag gad han simpelthen ikke med ud at se på barnevogne. Så han kastede penge efter problemet og så fodbold på TV imens SMS’erne tikkede ind fra den skuffede kvinde. Og så kom hun hjem. Med korslagte arme og en barnevogn, som lignede en blanding mellem en UFO og tusind überfeminine kvinders samlede lager af lyserøde drømme. Han nåede lige at tænke, at den kraftedme da bare manglede et lyserødt tylskørt, før hun hev et lyserødt net op fra taskens indre.  

Barnevogne har et hemmeligt kodeks. I kvindekredse betød den slags lyserøde barnevogne åbenbart, at en anden kvinde med pondus allerede havde kastreret ham noget så eftertrykkeligt og derefter sendt ham ud at gå tur med baby, mens hun fik ordnet negle derhjemme. Lyserøde barnevogne lugtede af hævngerrighed over for en mand, der ikke gjorde det godt nok. 

Nej, der var i hvert fald ikke damer i at gå tur med en lyserød barnevogn. Det havde en af hans veninder også efterfølgende fortalt ham, da de talte om emnet over en lidt for ærlig sjus i kølvandet på et skænderi med damen på en alt for sen hverdagsaften. Den aften havde han så ikke lige barnevognen med.

Det virkede sådan set også langt bedre uden.