Om Den Lille Perfektionist.

by sissemoelgaardpoulsen

“Du skriver blændende”, havde hun sagt til hende. De andre havde nikket samtykkende. “Du forfører os nærmest med din skrift”, fortsatte hun. Hun klappede med en professionel pondus på opgaven, mens hun kiggede på hende og sagde: “Der er ingen tvivl om, at du bliver en rigtig dygtig skrivelærer.”

Og det var så lige netop her, hun burde have stoppet sig selv i mindet, Den Lille Perfektionist. Pakket det ind i det fineste silke inde i hovedet, skrevet det ned og internaliseret det, så det blev til en del af selvtillidspakken. Hun kunne bare ikke glemme fortsættelsen. Da de sagde, hun næsten med sin åbenbart magisk forførende skriveevne havde fået dem til at glemme, at der var en kobling i opgaven, der manglede. Og da de havde forsøgt at spørge hende ind til den kobling, havde hun ikke kunnet skifte gear godt nok. Det var derfor, hun ikke fik topkarakter. 

Hun var helt rødkindet. Adrenalinen havde arbejdet i hendes krop uafbrudt de sidste par dage. Og sådan så den altså ud, den anden side. Inden hun klatrede over hegnet, havde hun sagt til andre og sig selv, at hun ville blive rigtig glad, hvis hun fik tocifret. Så hvor var glæden henne? Lige nu mærkede hun kun en nagende følelse af irritation over, at hun kun kunne blænde på skrift, men ikke brillere eller imponere til en eksamen, så hun kunne få topkarakter. Hun huskede kun det, hun ville huske lige nu. Så hun ringede til nogen for at dele oplevelsen. Hun vidste, at andre nok ville reagere på den glade måde, hun selv manglede at reagere på. De tog bare ikke lige telefonen. 

Hun tog en hurtig beslutning og hoppede på cyklen op til sin veninde. Et ti-tal skal man være glad for, og man skal fejre det. Så hun købte en flaske cava med på vejen. Cykelturen gjorde godt og hun genkaldte sig hele situationen igen, mens hun reflekterede over, hvem det egentlig var, hun altid forsøgte at imponere. Og hvorfor hun gjorde det. Veninden reagerede præcis som forventet med stor begejstring. Det var rart. Hun følte sig nærmest som et skarn over, at hun ikke kunne sige “jeg fik 10!” med ægte begejstring. 

Efter to glas cava var skuldrene så småt faldet ned på plads og kinderne blussede nu af en helt anden boblende grund. Det var meget rart. Hendes mor ringede. Mens hun opdaterede moderen, anede hun sig selv begynde at fortælle med en vis stolthed, mens den indre kritiker proklamerede, at man da ikke kan prale af et tital, og at hun skulle holde op med at lyde så selvfed. Jo flere glas cava hun drak, desto mere stille blev den indre kritiker. 

Dagen efter kunne hun sige “Jeg fik 10!” med en helt ægte lettelse og stolthed i stemmen. Kritikeren pippede kun lidt indeni. Derfor kunne hun ikke lade være at indskyde, hvordan hun også kun havde forberedt sig i to-tre døgn forinden og faktisk slet ikke havde åbnet en bog op til den mundtlige eksamen. Så ved man jo godt, man ikke kan toppe den på eksamensfronten, ikke.  

Hun ved stadig ikke helt, hvem det er, hun forsøger at imponere. Men helt godt nok bliver det åbenbart aldrig. 

Det er vist en folkesygdom.