Parcelhuslivet i provinsen – en kærlighedserklæring

by sissemoelgaardpoulsen

Man hører altid en plæneklipper i det fjerne. Det er standard heroppe i VandkantsDanmark. Kagerne står i bunker på frost. Så er der til uventede gæster. Man skal bare lige huske, at det ikke duer at varme en kringle op i mikroovnen. Den bliver blød. Måske kigger naboen ind, eller også gør et familiemedlem. Når der er besøg, skal der helst gås en runde i haven. Haverunden. Så haven bør helst være klar til den slags i højsæsonen, hvor den ene blomst afløser den anden. Lige nu venter man med længsel på, at Jasminbusken begynder at blomstre. Blomstringen varer ikke længe, men fornøjelsen ved duften holder helt til næste blomstring. Det er noget helt særligt med den duft.

Lørdag formiddag spiser man rundstykker, drikker filterkaffe og hører Mads & Monopolet. Man diskuterer med på dilemmaerne, hvis man ikke kan lade være. Det kan man som regel ikke. Hvis man ikke nåede det om fredagen, så skal der også handles ind om lørdagen. Helst til hele den kommende uge. Det er rarest og i øvrigt også det mest økonomisk fornuftige.

Man hører igen en plæneklipper i det fjerne og mindes om, at ens eget græs snart skal slås. Der skal også nippes nogle blomsterhoveder. Fuglene pipper og solen skinner. Man husker at trække vejret dybt ind og være taknemmelig for den gode, danske sommer. Også selv om man skal støvsuge lidt oftere, fordi bare tæer, som går ind og ud i pendulfart, slæber alskens støvkorn med indenfor.

Man må ikke glemme måltiderne midt i alle projekterne. Klokken fortæller, om man burde have spist noget. Hvis den er for mange, må man skynde sig at spise frokost. Så kan man forhåbentlig stadig nå at blive sulten til eftermiddagskaffen. Hvis aftensmåltidet ikke er på plads, så er det også nu, det skal planlægges.

En nabo passerer ude på vejen. Man taler om, hvor han mon skulle hen. Han havde i hvert fald sit pæne tøj på. Det er godt, han kommer ud. Og så i hans alder. Ja, man må huske at komme noget mere ud. Mon egentlig ikke også, det var på tide, man skulle lufte hunden og selv komme lidt ud. Jo. Måske skal havnen rundes denne gang. Solen skinner og der er jo is og glade dage dernede. Så må man bare håbe, hunden når at skide af inden, nu man er løbet tør for hømhøm-poser.

En sommerlig aften er luften helt tyk af parfumeringer, som naturen helt selv har skabt. Hvis man sidder tæt på husmuren, er der stadig varme at hente. Det er nogle gode mursten, der holder på varmen. Når man sidder helt stille derude i skumringen med sin aftenkaffe, kan man nogle gange være heldig at se rådyret passere på dets faste rute, som går lige op ad den lille skov, baghaven grænser op til. Naturen er tæt på. Det bliver man aldrig træt af.

Dynen og hovedpuden har ligget til luftning på en bøgehæk det meste af dagen. Det høster man frugten af lige før søvnens komme. Det dufter af frisk luft krydret med Limfjord. Og således falder man i søvn med frisk luft på nethinden.

Parcelhuslivet i provinsen er ikke sådan at kimse ad. Helt ærligt.