Om min mor

by sissemoelgaardpoulsen

Det er sjældent, hun ikke tager sin telefon. Eller besvarer en SMS. Jeg har aldrig været god til matematik, men med tre udeboende børn og to hjemmeboende, kan jeg godt regne ud, at det bliver til en del timer brugt på (telefon)samtaler i løbet af en uge. Jeg forstår ikke, at hendes ører ikke er faldet af endnu. Det er de ikke. Tværtimod sidder de som de skal og hørelsen er intakt. Snakketøjet fejler heller ikke noget. Ja, hun holder sig i det hele taget godt, min mor. I mine øjne vil hun altid være ung, men som 53-årig kan hun nu godt selv tillade sig at være stolt af måden, hun bærer sine gener på – selv om hun sikkert ikke er enig.

Hun er der altid for sine børn. Ja, for mig. Og hvis hun ikke er, så gør hun op for det en anden dag. Sådan er hun.  

Min mor. 

Jeg er hver eneste dag taknemmelig, glad og stolt helt ind i min kerne over at have en så frisk, sej og handlekraftig kvinde til mor. Og så kan hun sætte komma, lytte, synge, læse historier højt, holde køkkenhave og bage rabarbertærte som ingen anden! 

En offentlig kærlighedserklæring er vel det mindste, jeg kan give hende på Mors Dag:

Tak fordi, at jeg landede i lige præcis din (og min fars) favn den 17. oktober for snart 28 år siden. 

Ja, jeg kunne i hvert fald ikke have ønsket mig bedre.