Den dér trang

by sissemoelgaardpoulsen

Det kribler. 

Det er svært at lokalisere den slags kriblen. Den bare er

Har tidligere i mit liv kunnet lide at bryste mig af, at jeg ikke følte den slags behov. Ikke lige som alle de andre. På det seneste er det dog kommet snigende i takt med en stigende selvbevidsthed og -sikkerhed i kølvandet på alt for mange år som parforholdsforfalden. Det er skræmmende, så kunstigt-lykkelig man kan blive af at bruge dem. Altså penge. Har tilbragt hele formiddagen i et mekka af shopping på Godsbanerne. Så mange smukke ting. Så mange fine ting, som med garanti pludselig kunne gøre alt andet end min konto mere hel og pæn. Det er jo åndssvagt, men også ret rigtigt! 

Det kribler, og jeg overvejer at gå tilbage. 

Efter plakaten med Shipsteren, som ville passe så fint sammen med de andre hipster-fiskermænd på min hylde. 

Efter den fine halskæde, som ville aflede opmærksomheden totalt fra alt det andet, jeg er utilfreds med ved min krop. 

Man må kunne købe sig til endnu mere selvtillid og derfor flotte mænd på bedding. Sådan føles det. Så længe man bare ser rigtig ud, kan alt andet vel være ligemeget? 

Så derfor kribler det. 

Så jeg køber noget. Og noget mere. 

Så kribler det endnu mere. 

Altså. Den dér trang efter noget, man ikke engang ved, hvad er.

Men jeg ved, du også kender den.

Måske kan du mærke en kriblen, mens du læser dette.

Efter det dér eller den dér ting.  

Måske har vi bedst af ikke at få det altsammen? 

Jeg bliver i hvert fald hjemme. Nu.