Om tophysterisk matrone og ej at lade sig styre af frygt, heller ikke for petitesser

by sissemoelgaardpoulsen

Hvis man lægger sig helt fladt på maven og trykker ansigtet ned mod bunden, så næsen bliver helt fladmast, og derefter inhalerer kraftigt, så dufter det af sommerferie og teltdug. Man kan vende sig om og blive liggende dér længe og kigge på skyer, hvis man er heldig at være uforstyrret alene. Hvis ikke, kan man blive vugget blidt eller kastet vilkårligt rundt med, alt efter de omkringværendes sindstilstand. Det kommer an på deres kontakt med det indre barn. Det kommer an på, om de lader sig styre af frygt.

Sidste gang jeg stiftede bekendtskab med sådan en fætter, lod jeg mig styre af frygten. Det blev for vildt. Vi var to, og i stedet for at lade vores vekselvirkende tyngdekræfter gøre arbejdet, som det foregik i de første ti minutter, blev jeg pludselig stiv som en pind, en meget tynd og skrøbelig pind. Han var et højt tårn og adskillige kilo tungere end jeg og i takt med legens fremgang, gav han mere los og jeg blev tiltagende bange. Det er klart, at man så knækker. Sådan går det, når man bliver bevidst om den slags ulighed. Det endte med, at min kvindelige ydmyghedsuskyld blev brudt af kampskrig fra en pludselig tophysterisk matrone, der sønderrev den stakkels heltemodige herres ører, mens han bar mig, den stakkels panikslagne kvinde skudt i sænk, ud i en bil og kørte os hen på skadestuen. Den var ikke brækket, anklen, så jeg måtte ikke få krykker. Det sagde de. Det til trods kunne jeg ikke gå i en uge, og han måtte bringe mig vand og makrelmadder, når jeg bad om den slags.

Forholdet mellem mig og den, altså fætteren omtalt helt i begyndelsen, var herefter ikke-eksisterende. Hvis det da eksisterede, var det et meget fjendtligt forhold. Indtil sidste weekend. Da lagde jeg mig med næsen ned i sådan en igen, snusede lidt og lod mig minde om barndomssomre med leg i Sommerlandet. Så jeg rejste mig op og vuggede ligesom forsigtigt, mens jeg gav efter i knæene. Ingen kiggede. Godt det samme, for det var simpelthen for pinligt. Det første lille hop var meget forceret og med selvbestaltede krykker i form af et kosteskaft og en kæp i alt for frisk erindring. Man kommer ikke langt med den slags. Så jeg hoppede lidt mere. Højere! Mærkede kinderne blive røde og den kolde luft rive i lungerne. Hell, jeg lavede en bombe eller to – hvad det end hedder, altså. Og jeg kastede et langt mindre væsen end jeg selv ind i ligningen. Han ville hellere lave saltoer. Da lod jeg mig overvinde af et meget lidt vedligeholdt balancecenter, der krævede ro på underlagsfronten. Jeg steg ned på græsplænen igen og var overhovedet ikke ændret som menneske, vel. Man er i petitesseafdelingen i denne tekst, er du vel nok klar over.

Men det er de små ting som ikke at frygte en trampolin, når man ser en. De små ting skal man sgu ikke kimse ad.