Noget Med Ord

Month: maj, 2014

Man kan ikke score damer med en lyserød barnevogn.

Nogle af kammeraterne havde med brovtende miner sagt, at der var masser af fisse i at gå tur med sit barn i barnevogn. Så han promenerede op og ned langs strøget i byen med en kaffe i kopholderen og et vågent øje på damer i farvandet. I det skjulte ville han ønske, det var en fadøl, der var i kopholderen. Han var virkelig glad for det barn, men verden var ligesom bare blevet så forbandet bøvlet efter dets ankomst. En fadøl – nåhja, og en varm og ukendt favn – ville i den forbindelse ikke være sådan at fornægte. Vel. 

De, altså kammeraterne, havde bare glemt at fortælle ham, at farven på barnevognen havde noget at sige i forbindelse med at tiltrække sig damer. Den var fuld af dominerende lyserød. Det var hans egen skyld. Den dag gad han simpelthen ikke med ud at se på barnevogne. Så han kastede penge efter problemet og så fodbold på TV imens SMS’erne tikkede ind fra den skuffede kvinde. Og så kom hun hjem. Med korslagte arme og en barnevogn, som lignede en blanding mellem en UFO og tusind überfeminine kvinders samlede lager af lyserøde drømme. Han nåede lige at tænke, at den kraftedme da bare manglede et lyserødt tylskørt, før hun hev et lyserødt net op fra taskens indre.  

Barnevogne har et hemmeligt kodeks. I kvindekredse betød den slags lyserøde barnevogne åbenbart, at en anden kvinde med pondus allerede havde kastreret ham noget så eftertrykkeligt og derefter sendt ham ud at gå tur med baby, mens hun fik ordnet negle derhjemme. Lyserøde barnevogne lugtede af hævngerrighed over for en mand, der ikke gjorde det godt nok. 

Nej, der var i hvert fald ikke damer i at gå tur med en lyserød barnevogn. Det havde en af hans veninder også efterfølgende fortalt ham, da de talte om emnet over en lidt for ærlig sjus i kølvandet på et skænderi med damen på en alt for sen hverdagsaften. Den aften havde han så ikke lige barnevognen med.

Det virkede sådan set også langt bedre uden. 

 

Om Den Lille Perfektionist.

“Du skriver blændende”, havde hun sagt til hende. De andre havde nikket samtykkende. “Du forfører os nærmest med din skrift”, fortsatte hun. Hun klappede med en professionel pondus på opgaven, mens hun kiggede på hende og sagde: “Der er ingen tvivl om, at du bliver en rigtig dygtig skrivelærer.”

Og det var så lige netop her, hun burde have stoppet sig selv i mindet, Den Lille Perfektionist. Pakket det ind i det fineste silke inde i hovedet, skrevet det ned og internaliseret det, så det blev til en del af selvtillidspakken. Hun kunne bare ikke glemme fortsættelsen. Da de sagde, hun næsten med sin åbenbart magisk forførende skriveevne havde fået dem til at glemme, at der var en kobling i opgaven, der manglede. Og da de havde forsøgt at spørge hende ind til den kobling, havde hun ikke kunnet skifte gear godt nok. Det var derfor, hun ikke fik topkarakter. 

Hun var helt rødkindet. Adrenalinen havde arbejdet i hendes krop uafbrudt de sidste par dage. Og sådan så den altså ud, den anden side. Inden hun klatrede over hegnet, havde hun sagt til andre og sig selv, at hun ville blive rigtig glad, hvis hun fik tocifret. Så hvor var glæden henne? Lige nu mærkede hun kun en nagende følelse af irritation over, at hun kun kunne blænde på skrift, men ikke brillere eller imponere til en eksamen, så hun kunne få topkarakter. Hun huskede kun det, hun ville huske lige nu. Så hun ringede til nogen for at dele oplevelsen. Hun vidste, at andre nok ville reagere på den glade måde, hun selv manglede at reagere på. De tog bare ikke lige telefonen. 

Hun tog en hurtig beslutning og hoppede på cyklen op til sin veninde. Et ti-tal skal man være glad for, og man skal fejre det. Så hun købte en flaske cava med på vejen. Cykelturen gjorde godt og hun genkaldte sig hele situationen igen, mens hun reflekterede over, hvem det egentlig var, hun altid forsøgte at imponere. Og hvorfor hun gjorde det. Veninden reagerede præcis som forventet med stor begejstring. Det var rart. Hun følte sig nærmest som et skarn over, at hun ikke kunne sige “jeg fik 10!” med ægte begejstring. 

Efter to glas cava var skuldrene så småt faldet ned på plads og kinderne blussede nu af en helt anden boblende grund. Det var meget rart. Hendes mor ringede. Mens hun opdaterede moderen, anede hun sig selv begynde at fortælle med en vis stolthed, mens den indre kritiker proklamerede, at man da ikke kan prale af et tital, og at hun skulle holde op med at lyde så selvfed. Jo flere glas cava hun drak, desto mere stille blev den indre kritiker. 

Dagen efter kunne hun sige “Jeg fik 10!” med en helt ægte lettelse og stolthed i stemmen. Kritikeren pippede kun lidt indeni. Derfor kunne hun ikke lade være at indskyde, hvordan hun også kun havde forberedt sig i to-tre døgn forinden og faktisk slet ikke havde åbnet en bog op til den mundtlige eksamen. Så ved man jo godt, man ikke kan toppe den på eksamensfronten, ikke.  

Hun ved stadig ikke helt, hvem det er, hun forsøger at imponere. Men helt godt nok bliver det åbenbart aldrig. 

Det er vist en folkesygdom. 

Parcelhuslivet i provinsen – en kærlighedserklæring

Man hører altid en plæneklipper i det fjerne. Det er standard heroppe i VandkantsDanmark. Kagerne står i bunker på frost. Så er der til uventede gæster. Man skal bare lige huske, at det ikke duer at varme en kringle op i mikroovnen. Den bliver blød. Måske kigger naboen ind, eller også gør et familiemedlem. Når der er besøg, skal der helst gås en runde i haven. Haverunden. Så haven bør helst være klar til den slags i højsæsonen, hvor den ene blomst afløser den anden. Lige nu venter man med længsel på, at Jasminbusken begynder at blomstre. Blomstringen varer ikke længe, men fornøjelsen ved duften holder helt til næste blomstring. Det er noget helt særligt med den duft.

Lørdag formiddag spiser man rundstykker, drikker filterkaffe og hører Mads & Monopolet. Man diskuterer med på dilemmaerne, hvis man ikke kan lade være. Det kan man som regel ikke. Hvis man ikke nåede det om fredagen, så skal der også handles ind om lørdagen. Helst til hele den kommende uge. Det er rarest og i øvrigt også det mest økonomisk fornuftige.

Man hører igen en plæneklipper i det fjerne og mindes om, at ens eget græs snart skal slås. Der skal også nippes nogle blomsterhoveder. Fuglene pipper og solen skinner. Man husker at trække vejret dybt ind og være taknemmelig for den gode, danske sommer. Også selv om man skal støvsuge lidt oftere, fordi bare tæer, som går ind og ud i pendulfart, slæber alskens støvkorn med indenfor.

Man må ikke glemme måltiderne midt i alle projekterne. Klokken fortæller, om man burde have spist noget. Hvis den er for mange, må man skynde sig at spise frokost. Så kan man forhåbentlig stadig nå at blive sulten til eftermiddagskaffen. Hvis aftensmåltidet ikke er på plads, så er det også nu, det skal planlægges.

En nabo passerer ude på vejen. Man taler om, hvor han mon skulle hen. Han havde i hvert fald sit pæne tøj på. Det er godt, han kommer ud. Og så i hans alder. Ja, man må huske at komme noget mere ud. Mon egentlig ikke også, det var på tide, man skulle lufte hunden og selv komme lidt ud. Jo. Måske skal havnen rundes denne gang. Solen skinner og der er jo is og glade dage dernede. Så må man bare håbe, hunden når at skide af inden, nu man er løbet tør for hømhøm-poser.

En sommerlig aften er luften helt tyk af parfumeringer, som naturen helt selv har skabt. Hvis man sidder tæt på husmuren, er der stadig varme at hente. Det er nogle gode mursten, der holder på varmen. Når man sidder helt stille derude i skumringen med sin aftenkaffe, kan man nogle gange være heldig at se rådyret passere på dets faste rute, som går lige op ad den lille skov, baghaven grænser op til. Naturen er tæt på. Det bliver man aldrig træt af.

Dynen og hovedpuden har ligget til luftning på en bøgehæk det meste af dagen. Det høster man frugten af lige før søvnens komme. Det dufter af frisk luft krydret med Limfjord. Og således falder man i søvn med frisk luft på nethinden.

Parcelhuslivet i provinsen er ikke sådan at kimse ad. Helt ærligt.

Om min mor

Det er sjældent, hun ikke tager sin telefon. Eller besvarer en SMS. Jeg har aldrig været god til matematik, men med tre udeboende børn og to hjemmeboende, kan jeg godt regne ud, at det bliver til en del timer brugt på (telefon)samtaler i løbet af en uge. Jeg forstår ikke, at hendes ører ikke er faldet af endnu. Det er de ikke. Tværtimod sidder de som de skal og hørelsen er intakt. Snakketøjet fejler heller ikke noget. Ja, hun holder sig i det hele taget godt, min mor. I mine øjne vil hun altid være ung, men som 53-årig kan hun nu godt selv tillade sig at være stolt af måden, hun bærer sine gener på – selv om hun sikkert ikke er enig.

Hun er der altid for sine børn. Ja, for mig. Og hvis hun ikke er, så gør hun op for det en anden dag. Sådan er hun.  

Min mor. 

Jeg er hver eneste dag taknemmelig, glad og stolt helt ind i min kerne over at have en så frisk, sej og handlekraftig kvinde til mor. Og så kan hun sætte komma, lytte, synge, læse historier højt, holde køkkenhave og bage rabarbertærte som ingen anden! 

En offentlig kærlighedserklæring er vel det mindste, jeg kan give hende på Mors Dag:

Tak fordi, at jeg landede i lige præcis din (og min fars) favn den 17. oktober for snart 28 år siden. 

Ja, jeg kunne i hvert fald ikke have ønsket mig bedre.

 

Den dér trang

Det kribler. 

Det er svært at lokalisere den slags kriblen. Den bare er

Har tidligere i mit liv kunnet lide at bryste mig af, at jeg ikke følte den slags behov. Ikke lige som alle de andre. På det seneste er det dog kommet snigende i takt med en stigende selvbevidsthed og -sikkerhed i kølvandet på alt for mange år som parforholdsforfalden. Det er skræmmende, så kunstigt-lykkelig man kan blive af at bruge dem. Altså penge. Har tilbragt hele formiddagen i et mekka af shopping på Godsbanerne. Så mange smukke ting. Så mange fine ting, som med garanti pludselig kunne gøre alt andet end min konto mere hel og pæn. Det er jo åndssvagt, men også ret rigtigt! 

Det kribler, og jeg overvejer at gå tilbage. 

Efter plakaten med Shipsteren, som ville passe så fint sammen med de andre hipster-fiskermænd på min hylde. 

Efter den fine halskæde, som ville aflede opmærksomheden totalt fra alt det andet, jeg er utilfreds med ved min krop. 

Man må kunne købe sig til endnu mere selvtillid og derfor flotte mænd på bedding. Sådan føles det. Så længe man bare ser rigtig ud, kan alt andet vel være ligemeget? 

Så derfor kribler det. 

Så jeg køber noget. Og noget mere. 

Så kribler det endnu mere. 

Altså. Den dér trang efter noget, man ikke engang ved, hvad er.

Men jeg ved, du også kender den.

Måske kan du mærke en kriblen, mens du læser dette.

Efter det dér eller den dér ting.  

Måske har vi bedst af ikke at få det altsammen? 

Jeg bliver i hvert fald hjemme. Nu. 

Om tophysterisk matrone og ej at lade sig styre af frygt, heller ikke for petitesser

Hvis man lægger sig helt fladt på maven og trykker ansigtet ned mod bunden, så næsen bliver helt fladmast, og derefter inhalerer kraftigt, så dufter det af sommerferie og teltdug. Man kan vende sig om og blive liggende dér længe og kigge på skyer, hvis man er heldig at være uforstyrret alene. Hvis ikke, kan man blive vugget blidt eller kastet vilkårligt rundt med, alt efter de omkringværendes sindstilstand. Det kommer an på deres kontakt med det indre barn. Det kommer an på, om de lader sig styre af frygt.

Sidste gang jeg stiftede bekendtskab med sådan en fætter, lod jeg mig styre af frygten. Det blev for vildt. Vi var to, og i stedet for at lade vores vekselvirkende tyngdekræfter gøre arbejdet, som det foregik i de første ti minutter, blev jeg pludselig stiv som en pind, en meget tynd og skrøbelig pind. Han var et højt tårn og adskillige kilo tungere end jeg og i takt med legens fremgang, gav han mere los og jeg blev tiltagende bange. Det er klart, at man så knækker. Sådan går det, når man bliver bevidst om den slags ulighed. Det endte med, at min kvindelige ydmyghedsuskyld blev brudt af kampskrig fra en pludselig tophysterisk matrone, der sønderrev den stakkels heltemodige herres ører, mens han bar mig, den stakkels panikslagne kvinde skudt i sænk, ud i en bil og kørte os hen på skadestuen. Den var ikke brækket, anklen, så jeg måtte ikke få krykker. Det sagde de. Det til trods kunne jeg ikke gå i en uge, og han måtte bringe mig vand og makrelmadder, når jeg bad om den slags.

Forholdet mellem mig og den, altså fætteren omtalt helt i begyndelsen, var herefter ikke-eksisterende. Hvis det da eksisterede, var det et meget fjendtligt forhold. Indtil sidste weekend. Da lagde jeg mig med næsen ned i sådan en igen, snusede lidt og lod mig minde om barndomssomre med leg i Sommerlandet. Så jeg rejste mig op og vuggede ligesom forsigtigt, mens jeg gav efter i knæene. Ingen kiggede. Godt det samme, for det var simpelthen for pinligt. Det første lille hop var meget forceret og med selvbestaltede krykker i form af et kosteskaft og en kæp i alt for frisk erindring. Man kommer ikke langt med den slags. Så jeg hoppede lidt mere. Højere! Mærkede kinderne blive røde og den kolde luft rive i lungerne. Hell, jeg lavede en bombe eller to – hvad det end hedder, altså. Og jeg kastede et langt mindre væsen end jeg selv ind i ligningen. Han ville hellere lave saltoer. Da lod jeg mig overvinde af et meget lidt vedligeholdt balancecenter, der krævede ro på underlagsfronten. Jeg steg ned på græsplænen igen og var overhovedet ikke ændret som menneske, vel. Man er i petitesseafdelingen i denne tekst, er du vel nok klar over.

Men det er de små ting som ikke at frygte en trampolin, når man ser en. De små ting skal man sgu ikke kimse ad.