Om skriverus, slutspurt og sløjfebinderi.

by sissemoelgaardpoulsen

Det er nu, jeg kommer i tanker om, hvorfor jeg faktisk elsker det: 

Jeg står i en tåge af Højere Enhed, hvor alle brikkerne falder lige så stille på plads i puslespillet, jeg kan se det altsammen fra et svimlende højt fugleperspektiv midt i min skriverus, altså lige indtil en brik viser sig at være genstridig, den vil ikke høre hjemme nogle steder, så jeg går fra fugle- til frøperspektiv og trasker forpustet rundt på mit værelse som en løve i bur, mens jeg propper mig med koffein og sukker, og venter på den…. Trasker, pruster, synger, danser, venter, laver alt muligt andet, fordi jeg ikke tør kigge på skærmen – den skærm, hvor der lige nu bindes sløjfer på de sidste måneders strabadser. Og SÅ, pludselig er den der igen, jeg flyver begejstret hen til tastaturet i en adrenalinrus og skriver mig ind i og lige om lidt helt ud af min opgave, alt imens jeg er høj på noget, der ligger et udefinerbart sted mellem viden og ikke-viden.

Jeg kan ikke helt sige dig, hvad jeg ved, men nu ved jeg i hvert fald, hvad jeg ikke ved om det, jeg ved.

Det er sgu vildt nok.