Om at blive lidt tyk af at løbe marathon.

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg er godt i gang med opstigningen. Bakketoppen venter.

Koffeinen summer i kroppen, men den gør det ikke godt nok til at skrive noget ordentligt, så jeg supplerer med sukker. Og nu også nikotin. Det plejer jeg ellers ikke. I 8 år har jeg ikke rørt det stads, men til trods for det finder jeg pludselig mig selv siddende ude i solskinspletten, mens jeg suger kræft ned i lungerne og overvejer mit næste træk i slaget om at vinde over den skide opgave.

Oven i det altsammen er selv mine nullermænd begyndt at samle støv.

Jeg er gået i symbiose med min opgave. Min mave vokser i takt med, at min opgave gør det. Det er en underlig, ambivalent følelse, og jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det er godt eller skidt – det føles mest skidt, men så bliver opgaven i det mindste skrevet. Sådan en bacheloropgave føles som at løbe et marathon. Jeg troede fejlagtigt, det var meningen, man skulle tabe sig af den slags.

Jeg kan se den, bakketoppen. Hvor jeg dog glæder mig til at nå derop, falde sammen og derpå grinende trille hele vejen ned på den anden side.