Så jeg skriver ikke noget

by sissemoelgaardpoulsen

Det er lige her, det gør allermest ondt. På kanten af skriveriet.

I flere måneder har det knirket, braget og eksploderet derinde i hovedet. Nej, faktisk imploderede det rettere. For ud kom det ikke. 

Processen er hård og ubarmhjertig. Hvert eneste skrevne ord er en nøgen version af mig med alle mine fejl og mangler til frit udstillet skue. Og jeg står dér, lige foran løverne, og for hvert skrevne ord bliver lågen ind til dem åbnet en lille bitte smule mere, og nogle dage ser de virkeligt sultne ud, de løver. Jeg ved godt, jeg skal derind, ind til løverne, og jeg bliver ikke engang kastet for dem, som i de gode gamle dage, nej, jeg vælger det selv, selv om jeg nogle gange helt har glemt, at det er frivilligt, at jeg faktisk gerne vil det

For hvert ord bliver jeg afklædt og står foran den visse død.

Så jeg skriver ikke noget.

Jeg skriver i hvert fald ikke det. Jeg skriver rundt om og uden om det altsammen, imens kroppen og hovedet værker af al den viden eller ikke-viden, der skal omkranses og indrammes. Der er ikke plads til mere derinde. Det skal jo ud på et tidspunkt. 

“Bare skriv!”, siger de, “Så bliver alt bedre!”.

Men det er overhovedet ikke bare

“Jo, du skal bare skrive, det betyder ikke noget, så kommer det altsammen helt af sig selv!”. 

Og det er rigtigt nok, jeg husker det godt, når jeg først kommer i gang og glemmer, at jeg er nøgen og har fejl, eller at jeg kan blive spist af løverne, så går det så glimrende, at jeg nogle gange er i tvivl, om det er mig selv, der overhovedet skriver. Og jeg glæder mig til at nå dertil, hvor der hverken er løver eller nøgenhed involveret i min skriveproces.

Men det er altså lige her, det gør allermest ondt. På kanten af skriveriet.