Noget Med Ord

Month: april, 2014

Om Hovedvejen i Tyverne.

Tyverne kan være lidt svær at kortlægge, selv om der er mange, der har været der før. Man kan ikke slå Tyverne op på Google Maps eller i et atlas. Derfor er det let at fare vild. Til gengæld kan man i Tyverne så let som ingenting lave sin egen sti. Det er der mange, der gør, for det er mulighedernes land. Ja, og så er der Hovedvejen. Den er mystisk. Det er lidt forskelligt, hvornår man drejer ind på den, men langt de fleste følger den på et tidspunkt, mens de besøger Tyverne. Til trods for de mange farende på Hovedvejen, er der aldrig trafikprop. Det kan jeg godt undre mig lidt over. Der er altså noget underligt over den, Hovedvejen. Når man hører folk fortælle om deres tur hen ad den, får jeg en fornemmelse af, at det er en meget alsidig rute. Det undrer mig, for det er jo den samme vej, kan jeg forstå. Alligevel lyder det som om, den for nogle er bakket, for andre utrolig hullet, mens den for tredjeparten kan være den smukkeste, mest vindstille vej, de nogensinde har haft fornøjelsen at følge. Jeg er lidt nysgerrig, men jeg ved sgu ikke, om jeg nogensinde tør dreje ind på den vej. Jeg har hørt, at der også findes en, når man når til Trediverne. Ikke?  

 

 

Om skriverus, slutspurt og sløjfebinderi.

Det er nu, jeg kommer i tanker om, hvorfor jeg faktisk elsker det: 

Jeg står i en tåge af Højere Enhed, hvor alle brikkerne falder lige så stille på plads i puslespillet, jeg kan se det altsammen fra et svimlende højt fugleperspektiv midt i min skriverus, altså lige indtil en brik viser sig at være genstridig, den vil ikke høre hjemme nogle steder, så jeg går fra fugle- til frøperspektiv og trasker forpustet rundt på mit værelse som en løve i bur, mens jeg propper mig med koffein og sukker, og venter på den…. Trasker, pruster, synger, danser, venter, laver alt muligt andet, fordi jeg ikke tør kigge på skærmen – den skærm, hvor der lige nu bindes sløjfer på de sidste måneders strabadser. Og SÅ, pludselig er den der igen, jeg flyver begejstret hen til tastaturet i en adrenalinrus og skriver mig ind i og lige om lidt helt ud af min opgave, alt imens jeg er høj på noget, der ligger et udefinerbart sted mellem viden og ikke-viden.

Jeg kan ikke helt sige dig, hvad jeg ved, men nu ved jeg i hvert fald, hvad jeg ikke ved om det, jeg ved.

Det er sgu vildt nok. 

Om at blive lidt tyk af at løbe marathon.

Jeg er godt i gang med opstigningen. Bakketoppen venter.

Koffeinen summer i kroppen, men den gør det ikke godt nok til at skrive noget ordentligt, så jeg supplerer med sukker. Og nu også nikotin. Det plejer jeg ellers ikke. I 8 år har jeg ikke rørt det stads, men til trods for det finder jeg pludselig mig selv siddende ude i solskinspletten, mens jeg suger kræft ned i lungerne og overvejer mit næste træk i slaget om at vinde over den skide opgave.

Oven i det altsammen er selv mine nullermænd begyndt at samle støv.

Jeg er gået i symbiose med min opgave. Min mave vokser i takt med, at min opgave gør det. Det er en underlig, ambivalent følelse, og jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det er godt eller skidt – det føles mest skidt, men så bliver opgaven i det mindste skrevet. Sådan en bacheloropgave føles som at løbe et marathon. Jeg troede fejlagtigt, det var meningen, man skulle tabe sig af den slags.

Jeg kan se den, bakketoppen. Hvor jeg dog glæder mig til at nå derop, falde sammen og derpå grinende trille hele vejen ned på den anden side.

 

Så jeg skriver ikke noget

Det er lige her, det gør allermest ondt. På kanten af skriveriet.

I flere måneder har det knirket, braget og eksploderet derinde i hovedet. Nej, faktisk imploderede det rettere. For ud kom det ikke. 

Processen er hård og ubarmhjertig. Hvert eneste skrevne ord er en nøgen version af mig med alle mine fejl og mangler til frit udstillet skue. Og jeg står dér, lige foran løverne, og for hvert skrevne ord bliver lågen ind til dem åbnet en lille bitte smule mere, og nogle dage ser de virkeligt sultne ud, de løver. Jeg ved godt, jeg skal derind, ind til løverne, og jeg bliver ikke engang kastet for dem, som i de gode gamle dage, nej, jeg vælger det selv, selv om jeg nogle gange helt har glemt, at det er frivilligt, at jeg faktisk gerne vil det

For hvert ord bliver jeg afklædt og står foran den visse død.

Så jeg skriver ikke noget.

Jeg skriver i hvert fald ikke det. Jeg skriver rundt om og uden om det altsammen, imens kroppen og hovedet værker af al den viden eller ikke-viden, der skal omkranses og indrammes. Der er ikke plads til mere derinde. Det skal jo ud på et tidspunkt. 

“Bare skriv!”, siger de, “Så bliver alt bedre!”.

Men det er overhovedet ikke bare

“Jo, du skal bare skrive, det betyder ikke noget, så kommer det altsammen helt af sig selv!”. 

Og det er rigtigt nok, jeg husker det godt, når jeg først kommer i gang og glemmer, at jeg er nøgen og har fejl, eller at jeg kan blive spist af løverne, så går det så glimrende, at jeg nogle gange er i tvivl, om det er mig selv, der overhovedet skriver. Og jeg glæder mig til at nå dertil, hvor der hverken er løver eller nøgenhed involveret i min skriveproces.

Men det er altså lige her, det gør allermest ondt. På kanten af skriveriet.