Man skal ikke rutte med sandheden.

by sissemoelgaardpoulsen

“Jeg vil vide det. Du kan være ærlig over for mig. Jeg vil vide det hele!”, sagde hun.

Hele sit liv havde hun været en principfast regelrytter, når det kom til det med sandheden. Sandheden skulle man faktisk helst rutte med. Det var for bøvlet og uetisk at vikle sig ind i løgne, både de kulsorte og de kridhvide af slagsen. Det er meget mere hensynsfuldt og let at arbejde med sandheder og ærlighed. Så hun ville vide det, sagde hun. Hun ville vide det, hun kunne mærke, han havde fortiet så længe. Hun kiggede afventende på ham med en mine, der sagde “hvad end du siger, så kan jeg klare det, fordi det er sandheden”.

Det kunne hun bare ikke. Altså, klare det. Hun havde ikke kalkuleret med, at sandheden kunne være så grusom, at den burde pakkes ind for det andet menneskes skyld. Når hun så sig i spejlet Post Sandhedsudgydelsen, så hun alt det, han havde sagt, i sig selv. Sandheden havde lavet mærker på hendes krop, som hun kun selv kunne se. Hun så sit forfald, der i sidste ende var grunden til deres forfald. Den slags kunne ikke trænes væk. Og lige gyldigt hvor mange skoldhede bade, hun tog, var mærkerne der stadig. Nogle dage mindre end andre, men de var der altid.

Hele sit liv havde hun været en principfast regelrytter, når det kom til det med sandheden. Altså indtil den dag, hvor en andens sandhed gik ind og blev til hendes egen byrde, bare fordi hun insisterede på at få alt at vide i den rå, uforfalskede udgave.

Nej. Man skal faktisk ikke rutte med sandheden. Overhovedet. Den slags er pissefarligt.