Damen med den grønne jakke

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg så hende første gang for nogle dage siden. Hun gik foroverbøjet, fordi anatomien ikke tillod andet. Med små, forsigtige skridt listede hun hen langs fortovet. Hun kiggede konsekvent ned i jorden og hold sin taske tæt ind mod den bløde jakke, som hun sikkert havde pakket kroppen ind i de sidste 30 år, sådan at dømme efter patinaen og den slags. Jeg tænkte, hun så ud som om, hun var på vagt. Gad vide, om hun havde glemt, at verden kan være god? Gad vide, om hun overså, at der faktisk stadig findes mennesker, der tør lade pungen være i baglommen på de forvaskede Levi’s – og at der, selv i Aarhus midtby, stadig kan holde en bil i tomgang for en stund uden passagerer? Hun kiggede ikke op, da jeg passerede hende. Resten af dagen kunne jeg ikke slå hende ud af hovedet, for det gør mig trist, når jeg møder mennesker, der ser ud som om, de har mistet tilliden til verden. Tænk, hvis alle efterhånden fik det sådan…

I dag så jeg hende igen. Det var inde i helsekostbutikken. Jeg vidste kun, det var hende, fordi hun stadig bar den samme grønne jakke. Ud over jakken, var alt ved hende helt som forandret. Hun trissede rundt med sin indkøbsvogn og kiggede indgående på hybenpulver, bønnepostej og raw chokolade. Hun nynnede sagte, mens hun nærstuderede sin dosmerseddel, og da vores veje krydsedes ved den samme hylde, kiggede hun op på mig, og jeg blev ramt af en meget voldsom udstråling af hjertevarme fra hendes blik og de gyldne, grå lokker der stak ud fra strikhuen. Hun smilede med øjnene på den dér livskloge måde, sådan som man sjældent ser det. Det blæste mig ærlig talt en smule bagover. Mens hun trissede glad rundt mellem hylderne, småsnakkede hun med ekspedienterne. Det var tydeligt, at hun kendte alle i butikken. Hendes måde at tale på var tenderende affekteret, men på en helt autentisk, begejstret og hjertevarm måde. “Ih, Kirsten, er du ikke bare GLAD for at være blevet vegetar?”, spurgte hun begejstret en ekspedient. Hun talte til Kirsten om glæden ved grøntsager og soyaprodukter og til Kirstens bekymring om ikke helt at kunne undlade at spise fisk, fortalte hun om en buddhistisk japaner, hun engang kendte, som gerne tillod, at man spiste fisk indimellem, selv om man er vegetar – for nogle gange, så trænger man bare til fisk.

Ja, nogle gange så trænger man bare til fisk. Eller til at se folk i deres rette element og blive glad helt ind i hjertet.