De sidste tyve meter

by sissemoelgaardpoulsen

Og så tog jeg herud. Helt ud til Verdens Ende, eller i hvert fald til enden af fast grund under fødderne, hvem fanden bestemmer i øvrigt også, hvor Verdens Ende egentlig ligger? I hvert fald tog jeg herud, hvor det grønne smelter sammen med havet, hvor blæsten rusker i mit fedtede hår og hvor jeg er så dødsensalvorligt tæt på at miste den faste grund under fødderne. Tyve meter adskiller mig fra den sikre død i havets frådende sammenstød med klipperne under mig. Tyve meter. Og det er altid der, jeg skal ud, jeg skal altid lige udfordre de sidste tyve meter, og jeg ved helt ærligt ikke hvorfor, men bagefter føler jeg mig altid lige lidt mere i live, lidt mere sat i perspektiv. Jeg føler mig så angst, at det er lige før, mine følelser ender med rent fysisk at flytte min krop væk fra den kant. Det er vildt nok. Med et sæt bevæger jeg mig derfor uvilkårligt et skridt tilbage og har herefter allerede glemt den, angsten. Man skulle kraftedme tro, jeg var en gubbi med en korttidshukommelse på 12 sekunder. Har allerede glemt, at den faktisk var der, gnisten, viljen til at blive. De sidste tyve meter. Det er dem, der gør den store forskel, for jeg vil ikke falde, men jeg ved ærligt talt heller ikke, hvordan man står fast, uden det gør ondt. Så jeg lægger mig på maven, snuser til græsset og jorden og billerne og det spæde skud af forår og kravler igen ud til kanten og lader hovedet hænge ud over den, så, nu husker jeg den igen, følelsen af at ville leve – eller i hvert fald følelsen af ikke at ville dø. Fint, godt, så ved jeg det. Hvad så nu?

Jeg har ikke lyst til at tage tilbage. Til de store, sammenknebne øjne, der forvandler min mave til en tørretumbler på ekstremt program, til de behårede hænder der på ingen måde er bløde, når de rammer min kind, til den lille mund inde bag skægget, der siger store og forfærdelige ting. Jeg har gjort det indimellem, det der med at tage ud og sætte tingene i perspektiv. Det går ikke ustraffet hen, når man skulle forestille at være en pige, der ikke må gå uden for en dør – en pige, der er til rådighed. Egentlig er jeg efterhånden bare et hylster, og mit hoved er som regel uden for rækkevidde, bortset fra de få øjeblikke, hvor hoved og krop når sammen og får skabt en frugtbar forbindelse, så jeg tør bevæge mig udenfor, uden Han ser det. Helt knækket er jeg endnu ikke, så jeg tænker, at det må være nu eller aldrig, for ellers dør jeg altså, så jeg går lidt mere ud i det grønne. Hører en brægen bag mig og ser et forvildet får, der er mere grønt end hvidt og mere menneske end får. I hvert fald er det det mest menneskelige blik, jeg nogensinde har fået i mit liv – ikke at det siger så meget, selvfølgelig. Fåret bliver stående og bræger svagt og måske har jeg bare ikke været sammen med ordentlige typer nogensinde, nej, det har jeg faktisk ikke, men jeg får indtryk af, at det bræger til mig, fåret. Og jeg aner ikke om det er sådan det er, jeg aner ikke, om det er normalt, jeg aner faktisk slet ikke, hvad normalt er. Det er et underligt får, det bliver bare stående dér, mens det bræger til mig. Måske er det sultent, men her er da masser af græs, er det ikke noget med, at får spiser græs? Fåret kigger mod nye horisonter og bevæger sig tættere på kanten – måske vil det ikke nøjes med græs længere. Det ér også et meget grønt får. Jeg vil gerne følge med, problemet er bare, at jeg føler mig låst fast. Men hvad nu, hvis jeg bliver fundet, før jeg har rørt mig ud af flækken? Så er det først slut, og det er måske i virkeligheden dér, jeg forsvinder allermest. Ved den indrømmelse er jeg ikke længere så bange for de tyve meter. Jeg beslutter mig for bare at følge det skide får. Det ene kan vel være lige så godt som det andet, og når alt kommer til alt, er det sikkert endda bedre.