Når man kommer hinanden ved.

by sissemoelgaardpoulsen

Nu er de der igen, lydene, det er ved at være oppe over nu, kan man høre. Man kender dem ikke, men man bor jo i lejlighedskompleks, og så kommer man hinanden ved, uomtvisteligt, sådan er dét. Man kommer i særdeleshed hinanden ved i lejligheden oppe ovenpå, også gerne flere gange om ugen, det skulle jo også være så allerhelvedes sundt, siger man, men hvis man nu bare kunne få nattero, så ville man ikke brokke sig over noget nogensinde igen, nej, det ville man ikke. Og så slap man for at komme hinanden nær så meget ved og for at undres over, hvordan sengen mon kunne holde til det, i årevis har den rokket sådan flere gange om ugen, bumpet ind i endevæggen igen og igen, og det nogle gange i et tempo, som lader en Duracell reklamekanin meget tilbage at ønske, men den knirker stadig ikke, sengen, og endnu har man ikke hørt en lamel falde til jorden. Man kunne godt få lyst til at spørge, hvor man dog kunne købe sådan en seng henne, bare sådan helt tilfældigt, når man mødtes ude i opgangen en dag. Altså, hvis man nogensinde sådan for et tankeeksperiments skyld skulle få brug for sådan en god og holdbar seng, ikke…

Nu kunne man høre en knappenål falde til jorden igen, hvis man ville, det var også bedst sådan, tyst og stille, man har simpelthen ikke godt af at komme hinanden så meget ved, eller tænke på holdbare senge og hvornår man får brug for den slags, det har man altså virkelig ikke.