Aldrig mere vasketøj

by sissemoelgaardpoulsen

Hvis der var noget, hun hadede, så var det vasketøj. Vasketøj! Utroligt nemt, alle husmødre gør det, alle husmødre elsker duften af rent vasketøj. Vasketøj var som sendt fra helvede. Jamen, alene det at definere en kulørt vask var nok til at gøre hende en smule forpustet. Jovist, hun var velsagtens en smule neurotisk anlagt, men når man står dér med et par hvide trusser med røde prikker, i hvilken bunke hører de så til ? Hvid vask eller kulørt? Putter man dem i den hvide vask, risikerer man, at de røde pletter smitter af, og den hvide vask ender med at blive den lyserøde vask. Putter man dem i den kulørte vask, risikerer man, at alle de andre farver smitter på af på det hvide i trusserne. Så mange overvejelser for blot 1 par trusser! Oftest endte hun med at vaske en sådan ubestemmelig genstand i hånden. For at være på den sikre side. Problemet var bare, at der var ret mange ubestemmelige genstande i hendes husstand. 7 børn og 1 mand producerede nok til mange dages vask i ugen. Ja, med hendes metode, faktisk dagligt.

Ja, hvis der var noget, hun hadede, så var det virkelig vasketøj. Alt det onde vasketøj, der forhindrede hende i at følge med i yndlingsserierne på tv. Man var vel hjemmegående husmor, ikke. Hun havde overvejet muligheden for at flytte tv’et ud i bryggerset, ja, det havde hun faktisk. Overvejet, men aldrig gjort. Desuden ville ungerne brokke sig, det vidste hun. Det var i øvrigt svært nok i forvejen med blot et eneste fjernsyn til 9 mand stærk. En dag besluttede hun sig for at lade tv’et inde i stuen vinde. Og vasketøjet, for den sags skyld. Bunken voksede for hver dag der gik, og hun begyndte at vænne sig til den. Det var faktisk sådan lidt sjovt at se, hvor stor den kunne vokse sig dér i kurven uden at vælte ud over hele bryggersgulvet. Familien begyndte at brokke sig. Gevaldigt, faktisk. Yndlingsblusen var ikke ren, så den mellemste ville hellere gå i skole HELT UDEN TØJ, den største brokkede sig over, at hele fodboldholdet stod og lugtede før deres sidste kamp, fordi NOGEN havde glemt at vaske deres kampdragter og hendes mand manglede ”heldig-slipset” som han jo ikke kunne forhandle uden, og han havde jo altså spildt taco sauce på den i sidste uge, og nu var der det her vigtige møde i morgen. Hun forholdt sig ikke rigtigt til noget af det. Hun observerede neutralt, hvordan vasketøjsbunken i kurven blev til Vasketøjsgulvet; hun observerede hvordan hendes mand rød i hovedet af raseri tog på arbejde UDEN SLIPS, for så kunne det da også være lige meget; hun modtog en bøde fra den ældstes fodboldklub for ikke at have taget vasketørnen; hun sendte den mellemste i skole kun i undertrøje – og modtog en seddel retur fra læreren, da den mellemste kom hjem; at den mellemste havde lånt en andens sweater, fordi den mellemste havde frosset, og om vigtigheden af at klæde sine børn ordentligt på, også for indlæringens skyld.

Ja, hvis der var noget, hun hadede, så var det vasketøj. Når man bruger tid på at ordne det, spilder man sin dag på det, og når man vælger IKKE at ordne det, ødelægger man det for alle andre og ender i øvrigt med at være en bussemand. Så en dag tog hun sit gode tøj og gik, bussemanden – ud, bare ud. Og væk. Længere og længere væk. Kilometer efter kilometer smed hun beklædningsgenstand efter beklædningsgenstand.

Aldrig mere vasketøj.